Rundens Hold i Superligaen - 24. runde
Illustration
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 24. runde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold for 24. spillerunde i Superligaen. Denne gang er der en debutant med. 

Efter hver Superliga-runde sætter tipsbladet.dk Rundens Hold i ligaen bestående af de spillere, der gjorde bedst opmærksom på sig selv i de seks kampe.

24. runde er nu overstået, og vi bringer her vores bud på Rundens Hold i Superligaen - sat op i en 4-4-2-opstilling. 

Målmand: Lukas Hradecky, Brøndby IF (4)
Havde med flere fine redninger en stor andel i Brøndbys 1-0-sejr over Viborg, hvor det blev til endnu et clean sheet til Brøndby-keeperen, der har leveret på højt niveau gennem længere tid. Den finske keeper har nu holdt nullet ni gange i denne sæson.

Højre back: Kristian Bak, FC Midtjylland (2)
Kongen af glidende tacklinger. Kristian Bak er ikke en nipsende tiki-taka-back, men tværtimod et godstog af en fodboldspiller, som modstanderne slår sig på. Det viste han endnu engang mod Randers, der ikke kom frem til meget i hans anførerens forsvarsside. 

Central forsvarer: Rasmus Thelander, AaB (3)
Han er ikke kun med på grund af sin vigtige scoring for AaB mod FC København, men også for sit solide forsvarsarbejde. Den fysisk stærke stopper er svær at komme forbi, hvilket FCK'erne fik at mærke søndag. 

Central forsvarer: Bjørn Paulsen, SønderjyskE (3)
Hvor ofte kan en midterforsvarer prale af at lave to assists i en kamp? Det gjorde Bjørn Paulsen fredag mod OB, hvor han også defensivt gjorde sit til at holde OB fra fadet, selvom fynboerne havde bolden i langt størstedelen af opgøret.  

Venstre back: Jesper Juelsgård, FC Midtjylland (5)
Fremragende kamp af venstrebacken, der gang på gang tonsede frem ad banen og til tider var FC Midtjyllands vigtigste mand i offensiven mod Randers. Juelsgård har nu lavet otte assists i denne sæson og virker helt klar til et udlandseventyr. 

Højre midtbane: Kasper Kusk, AaB (6)
Godt nok var Kasper Kusk kun på banen i 45 minutter mod FC København, men hvilke 45 minutter! Han var manden bag AaB's 1-0 mål og var flere gange farlig foran FCK-målet. Efterårets Profil i Superligaen vil med garanti også få stemmer, når kåringen af Forårets Profil skal foretages.

Central midtbane: Rasmus Würtz, AaB (2)
Ofte er Würtz' midtbanekollega Kasper Risgård blevet fremhævet, men mod FC København var Würtz hjertet på AaB-holdet med sikre pasninger og en enorm løbeindsats. Skibonitten er måske AaB's vigtigste spiller. 

Central midtbane: Nikolai Stokholm, FC Nordsjælland (2)
Han blev den ældste målscorer i Superligaens historie, da han blev matchvinder mod AGF i mandagskampen. Efter opgøret annoncerede han sit karrierestop til sommer – ham vil FC Nordsjælland komme til at savne. 

Venstre midtbane: Ariel Nuñez, Brøndby IF (1)
Man kunne se, at han gerne ville score mod Viborg, og i anden halvleg lykkedes det også for  Nuñez, der blev matchvinder og fik sit første lille gennembrud for Brøndby. Nu kan han også glæde sig over at være den første spiller fra Paraguay, der kommer på Rundens Hold på tipsbladet.dk.

Angriber: Tommy Bechmann, SønderjyskE (2)
Han var ganske vist offside ved scoringen til 1-0 i Odense, men Bechmann viste målnæsen igen og var atter en af sit holds bedste. Endnu en stor arbejdsindsats af den rutinerede offensivspiller. 

Angriber: Rasmus Falk, OB (3)
Hvis han scorede flere mål, spillede han næppe i Superligaen. Mod SønderjyskE var han OB's spilskaber og offensive omdrejningspunkt og leverede atter mange fine tekniske finesser. På Rundens Hold for anden uge i træk.