Rundens Hold i Superligaen - 19. spillerunde
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 19. spillerunde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen efter midtugens kampe.

Midtugens Superliga-kampe bød på flere stærke præstationer, og derfor har der været en del kandidater til Rundens Hold i Superligaen. 

FC Københavns storsejr over Viborg har naturligvis kastet nogle plader af sig, og så er der også kredit til Silkeborg, SønderjyskE, FC Nordsjælland, Esbjerg og Lyngby, der alle fik point. 

Herunder følger Rundens Hold i Superligaen for 19. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling. 

Målmand: Jonas Jensen, Esbjerg fB (1)
I en surrealistisk kamp fik Esbjerg sin første udesejr torsdag mod OB, hvor Jonas Jensen leverede adskillige redninger og holdt sit hold inde i kampen. Jesper Hansen var også afgørende for Lyngby, men Jonas Jensens redninger og EfB's sejr havde større betydning i bundgyseren. 

Højre back: Peter Ankersen, FC København (5)
Kom omsider på måltavlen for FC København i storsejren over Viborg, hvor Peter Ankersen igen spillede med stort overskud.  

Central forsvarer: Simon Jakobsen, Silkeborg IF (2)
Stor kamp af Jakobsen i Silkeborg-forsvaret - og så får han også point for sit tweet, hvor han satte Rafael van der Vaart på plads. Inde på grønsværen havde han en stor rolle i Silkeborgs sejr over FC Midtjylland.

Central forsvarer: Kees Luijcx, SønderjyskE (3)
Hollænderen var fremragende i SønderjyskE's defensiv i midtugen, hvor Haderslev-klubben spillede 1-1 mod AaB. Luicx har kontraktudløb til nytår, og SønderjyskE bør gøre, hvad de kan for at forlænge aftalen.

Venstre back: Marc Dal Hende, SønderjyskE (2)
Kom på måltavlen og leverede stærkt både defensivt og offensivt i 1-1-kampen mod AaB. Dal Hende har været en profil for SønderjyskE i denne sæson, og med snartligt kontraktudløb må han være interessant for andre klubber. 

Højre midtbane: Kasper Kusk, FC København (1)
I en sjælden optræden i startopstillingen var Kasper Kusk en fornøjelse at opleve i FC Københavns 4-0-sejr over Viborg. Nordjyden scorede undervejs i kampen og efterlod et godt indtryk i de 70 minutter, han var på banen. 

Central midtbane: Jan Gregus, FC København (1)
To fine scoringer af Gregus og en generelt fortræffelig indsats sikrer ham en plads på Rundens Hold. Gregus har været meget på bænken i sit første halve år i FC København, men han begynder at vise, at han kan træde ind i startopstillingen.  

Central midtbane: Stanislav Lobotka, FC Nordsjælland (2)
For fjerde gang i sæsonen blev Stanislav Lobotka kåret til Man of the Match i en hjemmekamp for FC Nordsjælland. Lobotka var stærk i FC Nordsjællands comeback-sejr over Horsens, hvor han bl.a. fremtvang det straffespark, som Marcus Ingvartsen scorede på. 

Venstre midtbane: Youssef Toutouh, FC København (3)
Som klimaks på en flot måned spillede Youssef Toutouh endnu engang en stor kamp for FC København, da klubben vandt 4-0 over Viborg. Har udviklet sig en profil for FCK. 

Angriber: Nicklas Helenius, Silkeborg IF (2)
To scoringer mod FC Midtjylland sender Nicklas Helenius på Rundens Hold, selvom han ellers ikke fyldte alverden i kampen. Men han var stensikker på straffesparket, og 1-0-målet viste også klasse. 

Angriber: Jeppe Kjær, Lyngby Boldklub (4)
Han må have været irriterende for AGF-forsvaret at spille overfor, men man forstår, at de i Lyngby er glade for angriberen. Kjær blev igen matchvinder for Lyngby i 1-0-sejren i Aarhus. 

I parantes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.