Ronnie Schwartz kan være på vej mod klubskifte
Den danske angriber Ronnie Schwartz har levet en noget rodløs fodboldtilværelse de seneste par år.
I sommeren 2014 blev han solgt fra Randers FC til franske Guingamp, men sidste år snuppede Brøndby ham på en lejeaftale. Efter et halvt år blev Schwartz dog sendt videre til Esbjerg, inden han i sommer skiftede permanent til Waasland-Beveren i Belgien.
Nu skal han måske have flyttekasserne frem igen.
Ronnie Schwartz har kun scoret et enkelt mål for klubben siden sin ankomst, og på det seneste har han været parkeret på bænken. Sport/Voetbalmagazine skriver, at Waasland-Beveren har hidkaldt danskeren til en snak i starten af det nye år, og det kan meget vel være for at meddele "plaffeministeren", at han kan søge nye græsgange. Klubben skal allerede have udset sig belgieren Renaud Emond som en afløser for Schwartz.
27-årige Ronnie Schwartz har kontrakt med Waasland-Beveren frem til sommeren 2018.