Risgård: Skuffelsen skal bearbejdes
Illustration
Superliga

Risgård: Skuffelsen skal bearbejdes

AaB skuffede fælt i Champions League-kvalifikationen, og nu handler det for den nordjyske klub om at vise, at holdet er bedre end det, der blev vist på Cypern.

De danske mestre fra AaB slap ikke fra Cypern med det resultat, man kunne have håbet på. Faktisk var klubben ikke i nærheden af at kvalificere sig og blev ydmyget med 4-0 af Apoel.

For midtbanemand Kasper Risgård, der er en af de få AaB'ere erfaring fra Champions League-gruppespillet, handler det nu om, at klubben skal rejse sig oven på det skuffende nederlag. Det skal ske allerede på søndag, hvor Risgård møder sin tidligere klub Silkeborg.

- Det er ekstremt vigtigt for os, at vi får den her store skuffelse bearbejdet. Det bliver ikke let, men vi skal altså også til at have nogle sejre i Superligaen. Det skal starte søndag, siger Kasper Risgård til Nordjyske.

Midtbanespilleren ved godt, at der bliver pres på spillertruppen, fordi AaB er i puljen i Europa League. Det er seks ekstra kampe og en masse lange rejser, der venter de danske mestre.

31-årige Kasper Risgård skiftede til AaB på en fri transfer sidste sommer, hvor Silkeborg rykkede ned.