Riddersholm: Sverrrison er scoutet rigtig godt og kan give os et tiltrængt element
Superliga

Riddersholm: Sverrrison er scoutet rigtig godt og kan give os et tiltrængt element

AGF-træneren er meget tilfreds med århusianernes nye islandske midtbanespiller, som Riddersholm fortæller, at man længe har holdt øje med

AGF solgte Jens Jønsson tidligere på ugen, og i midbanens fravær aktiverede man derfor en aftale, der ellers først skulle være trådt i kraft i det nye år, fortæller århusianerne.

- Bjørn er en spiller, som vi havde lavet aftale med fra vinter. Men grundet omstændighederne med Jens har vi kunne få ham fri allerede nu. Vi vidste, at det var muligt at Jens kunne smutte, fordi han havde en klausul i sin kontrakt, men vi havde nok ikke regnet med det. Og på den måde er det jo aldrig et godt tidspunkt, men det er sådan, betingelserne er, siger Glen Riddersholm til Århus Stiftstidende.

26-årige Björn Daníel Sverrisson, der er med omkring det islandske landshold, fik det meste af sidste sæson ødelagt af en skade, men har ellers været fast mand i Viking, hvor han også har bevist sig som en målfarlig midtbanespiller. Og netop det offensive aspekt er noget, Riddersholm glæder sig til at få integreret i sit holds spil, som han mener, Sverisson er rigtig godt scoutet til.

- Det bliver vigtigt for ham at tilpasse sig niveauet i Danmark fra det norske. Det kræver nogle gange lidt tilvænningstid. Men samlet set er det en spiller, der er blevet scoutet rigtig godt på. Så vi ved, at han passer ind og kan give os et måske tiltrængt element i det opbyggende spil når vi har fået ham integreret. Derfor er det håbet, at vi med ham kan blive endnu dygtige i det boldbesiddende spil.