Riddersholm: Stadig flere faser vi kan forbedre
Illustration
Superliga

Riddersholm: Stadig flere faser vi kan forbedre

Glen Riddersholm ser fortsat flere ting, som FC Midtjylland kan forbedre. Ellers er han fortrøstningsfuld inden weekendens kamp mod AaB.

Når AaB og FC Midtjylland mødes i weekenden, får tilskuerne samtidig den første rigtige styrkeprøve af de forsvarende mestre, som åbnede med en svær udebanekamp i SønderjyskE. 

Her fik aalborgenserne blot et enkelt point ud af opgøret, mens FC Midtjylland overbevisende slog Brøndby hjemme i Herning.

Midtjydernes træner, Glen Riddersholm, er derfor også forhåbningsfuld for ud for kampen i Aalborg, selvom han ser flere elementer, der kan forbedres.

- Vi tager selvfølgelig en god selvtillid med ind til kampen efter en på mange måder flot indsats af kollektivet mod Brøndby, hvor der også var flere flot individuelle indsatser, siger Riddersholm til klubbens hjemmeside.

- Vi spillede med en enorm energi og power, og kan vi tage de ting med os og blande det med en klog, moden og energisk indsats, så har vi gode forudsætninger for at komme til Aalborg og spille en god kamp, hvor vi går efter at hive de tre point med hjem til Midtjylland.

- AaB har i flere år har arbejdet med den samme trup, og det gør, at de har et koncept, der sidder på ryggraden. De vil kunne presse vores organisation, så der skal vi se nogle forbedringer i forhold til den seneste kamp. Der er flere faser af spillet, som vi kan forbedre, men kan vi lykkes med dem, tror vi på, at der venter spændende muligheder for os mod AaB, siger Riddersholm.

FC Midtjylland må fortsat undvære Erik Sviatchenko, Oluwafemi Ajilore og Eyjolfur Hedinsson.