Riddersholm: Sidste år fejlede vi mentalt
Illustration
Superliga

Riddersholm: Sidste år fejlede vi mentalt

FC Midtjylland er stærkere og har lært af sidste sæsons skuffende forår. Flere har fået erfaring, og FCM er klar til at spille med om guldmedaljerne, fortæller cheftræneren.

Da FC Midtjylland i sidste sæson gik på vinterferie var det med et forspirng på fire point ned til de senere mestre fra AaB. Klubben fra Heden havde spillet et stærkt efterår, der kun bød to nederlag og hele 10 sejre i 18 kampe. Men i foråret var spillet sløjt og resultaterne udeblev i en sådan grad, at FCM måtte nøjes med bronzemedaljer. I forårets 15 kampe fik FCM 11 point færre end AaB.

Det var en skuffelse, at FCM ikke kunne holde ved, og at holdet heller ikke kunne holde fast i sølvmedaljerne. Dyre lærepenge, om man vil, men cheftræner Glen Riddersholm fortæller, at klubben og spillerne er blevet stærkere af modgangen.

- Vi må være ærlige og sige, at vi sidste år fejlede på det mentale plan. Bortset fra den sidste kamp var der ikke tale om et mentalt breakdown, men vi må erkende, at vi havde flere spillere, der ikke havde prøvet det før, siger Glen Riddersholm i et interview med metroxpress.

Meget lig sidste efterår har FC Midtjylland fået en stærk start. Klubben har efter 11 kampe hele ni sejre og ligger med 27 point - syv flere end FC Nordsjælland, der ligger på andenpladsen. Klubben handlede i sommer også godt ind og hentede Jim Larsen og Tim Sparv, der begge har masser af rutine, mens Marcos Urena, der var med ved VM i sommer, blev hentet på en lejeaftale i FC Krasnodar.

Dermed håber og forventer Glen Riddersholm, at FC Midtjylland kæmper med om guldet lige til det sidste.