Riddersholm om nyt job: Skal finde et ambitiøst projekt
Foto: Anita Graversen/Polfoto
Superliga

Riddersholm om nyt job: Skal finde et ambitiøst projekt

Glen Riddersholm er tålmodig i sin jobjagt.

Det er snart fire måneder siden, Glen Riddersholm stoppede i FC Midtjylland efter at have ført holdet til et dansk mesterskab for første gang nogensinde. 
 
Riddersholm har endnu ikke haft et trænerjob på topniveau siden da, men selvom han har ambitioner om at fortsætte trænerkarrieren, har han ikke travlt. Det siger han i et interview med Jyllands-Posten.
 
- Jeg er principfast omkring nogle bestemte ting, fordi det her inddrager hele min familie med min kones jobsituation og vores børns skolegang, og derfor kommer jeg aldrig til bare at sige ja til noget, så jeg igen kan kalde mig fodboldtræner. Aldrig. Jeg har fået mange følere, og det er jeg glad for, men omvendt kan jeg også godt mærke, at danske trænere ikke står vanvittigt højt i kurs. Ligesom danske spillere har de haft svært ved at slå igennem, så jeg har heller ikke kunnet tillade mig at tro, at et CV med et dansk mesterskab automatisk gav et stort job i Europa, siger Glen Riddersholm til Jyllands-Posten.
 
Han har flere overvejelser omkring sit kommende job.
 
- Det handler for mig om at finde et ambitiøst projekt, hvor både klubben og jeg bliver flyttet i en spændende retning. Der er mange ting, der skal gå op, før jeg kan sige, om det lander på det ene eller på det andet. Skal jeg begynde et sted, hvor der er en forholdsvist god organisation, men meget risiko i stillingen, eller et sted, hvor der er ikke så meget prestige og styr på tingene, men hvor man kan få rum til at bygge videre på karrieren. Jeg skal træffe det rigtige valg, for jeg vil gerne være én, der lykkes, siger han. 
 
Glen Riddersholm har hele tiden slået fast, at han ikke vil afvise at tage et job i en anden Superliga-klub.