Rashani vil bidrage med mere
Illustration
Superliga

Rashani vil bidrage med mere

Elba Rashani håber, at han kan gøre en større forskel for Brøndby fremover, end han har gjort hidtil.

Elba Rashani har ikke fået det til at spille siden skiftet til Brøndby fra norsk fodbold i sommerens transfervindue. Offensivspilleren har scoret et enkelt mål, men ellers er det ikke meget, man har set til ham, og han håber da også, at hans bidrag bliver bedre i fremtiden.

- Det vigtigste i min første periode her i klubben har været at vænne mig til spillestilen. Jeg er ikke i tvivl om, hvordan vi vil spille, men det tager naturligvis lidt tid at komme ind i. Jeg er en loyal spiller, så jeg sætter altid holdet før mig selv, og derfor har det været vigtigt for mig at hjælpe til begge veje. Så har mit eget spil måttet komme i anden række, siger Elba Rashani til Brøndbys hjemmeside og tilføjer:

- Men nu har jeg været her i snart tre måneder, så jeg kender systemet, og det bliver hele tiden mere "automatisk" for mig. Så det åbner op for, at jeg kan bidrage med det, jeg er bedst til, og slippe mig selv lidt mere løs. Det ser jeg frem til, for selv om holdets præstation altid er den vigtigste, så vil jeg gerne bidrage med mere frem af banen. Det er helt klart mit mål.

Nordmanden kan sagtens mærke forskel på Brøndby og hans tidligere klub Odd BK.

- Den største forskel er selve kvaliteten i træningen. Det går hurtigere her, og man skal være lidt skarpere i både hoved og i benene. Der er høj intensitet. Men det passer mig fint, for det er med til at holde dig klar og skærpe dig, lyder det fra Rashani.

Brøndby møder FC Vestsjælland på søndag.