Rashani: Meget anderledes i Brøndby
Illustration
Superliga

Rashani: Meget anderledes i Brøndby

Elbasan Rashani mærker store forskelle på Brøndby og Odd, som han skiftede fra i sidste uge.

Elbasan Rashani debuterede i går for Brøndby bare fire dage efter, at de blå-gule havde købt ham fri af Odd BK. Således startede nordmanden inde, da Brøndby mandag vandt 2-0 over Silkeborg, og selv om han ikke gjorde det store væsen af sig, var han alligevel en glad mand efter sine første minutter som Brøndby-spiller.

Selvom nordmanden ikke har været ret lang tid i Brøndby, har han alligevel nået at danne sig et overblik over klubben, sine holdkammerater og niveauet i den danske Superliga, og han mærker tydelige forskelle i forhold til norsk fodbold.

- Det går rigtig hurtigt her. Der bliver spillet mere langs backen og på førsteberøring, og det er anderledes end det, jeg er vant til. Jeg er lidt mere inde i banen i Brøndby, end jeg var i Odd, så der er meget at vænne sig til, men det skal jeg nok klare, siger Elbasan Rashani til tipsbladet.dk.

Foruden Brøndby jagtede også FC Nordsjælland og Tippeligaens tophold Molde en underskrift fra Elbasan Rashani, men der var flere grunde til, at han helst ville til Brøndby.

- Brøndby er en topklub, som har store ambitioner, så jeg ønskede at være en del af det her projekt, og jeg føler, at det var et rigtig godt valg, fastslår nordmanden.

Elbasan Rashani menes at have kostet Brøndby i omegnen af fem millioner kroner.