Randers-træner: Vi kan ikke konkurrere med de store
Illustration
Superliga

Randers-træner: Vi kan ikke konkurrere med de store

Selv om klubben er nummer to i Superligaen, kan Randers FC økonomisk ikke konkurrere med de store hold i Superligaen. Det stiller store krav til de spillere, der hentes ind.

Randers FC's efterårssæson har været en stor succes, forklubben fra Kronjylland ligger på andenpladsen i Superligaen, ligesom man onsdag aften spillede sig videre til kvartfinalen i DBU Pokalen med en sejr på 1-0 over Silkeborg efter forlænget spilletid.

Kronjyderne har de seneste tre år bare bygget på, og ind er kommet en hel række af dygtige spillere, der har løftet holdets niveau. Karl-Johan Johnsson har vist sig som en klasse keeper, Kasper Fisker er den kreative force, og i angrebet har Mikael Ishak vist sig som en fin afløser for Ronnie Schwartz, der blev solgt til Guingamp i sommer.

Klubben har de senere år haft held til at hente spillere, der har præsteret og vist sig gode nok, og det er nøglen, hvis Randers FC skal spille med i toppen af dansk fodbold, fortæller cheftræner Colin Todd. Englænderen peger på, at Randers ikke har midlerne til at flexe muskler som de store hold.

- Vi er gode i øjeblikket, men i fodbold ændrer tingene sig hurtigt. Når du tænker på, hvilken klub vi er, og hvilket budget vi har, må vi også sige, at vi ikke kan konkurrere med de store hold som FC Midtjylland, FC København, Brøndby og OB. På den måde er vi en lille klub, siger Colin Todd til tipsbladet.dk og forklarer videre:

- Det kræver meget af "PC" (sportschef Peter Christiansen, red.). Han er en fyr, jeg har det godt med, og da jeg var her første gang (2007 til 2009, red.), var han i spillertruppen. Vi har haft vores ture, men sådan er det nogle gange. Vi har her i klubben ikke det store scouting network, men "PC" har gode kontakter, og dem bruger han godt.

- Som klub, træner og sportschef vil du agere forkert på markedet en gang eller to, sådan er det for alle managere og trænere. Og du vil altid sidde tilbage og tænke over det, men det handler også om at huske de gode spillere, du henter. De spillere, der gør, at balancen går lige op, siger Colin Todd.

Den engelske træner er i gang med sin tredje sæson i træk som chef i Randers FC - det er den anden periode, han er Randers-chef i. Colin Todd har tidligere fortalt, at han forventer, at Randers-jobbet bliver hans sidste job som træner i topfodbold.