Randers tester ukrainsk angriber
Foto: Randers FC
Superliga

Randers tester ukrainsk angriber

Den 22-årige ukraniske angriber Yuriy Yakovenko er stødt til Randers' træningslejr i Spanien.

Randers er på udkig efter en angriber. I januar havde de besøg af serbiske Ognjen Mudrinski, der dog blev sendt hjem uden en kontrakt. Nu er det i stedet Yuriy Yakovenkos tur til at prøve at overbevise kronjyderne om, at han skal have en kontrakt.

På deres hjemmeside skriver Randers, at den 22-årige og 1.90 cm. høje ukrainer er fløjet til Spanien for at deltage i holdets træningslejr.

Yakovenko har senest repræsenteret cypriotiske Anorthosis Famagusta, hvor han scorede fire mål i 12 kampe, og har tidligere i karrieren været forbi Arsenal Kiev, Obolon Kiev, Dnipro og Ajaccio. 

På Ukraines U21-landshold har han scoret fire mål i ni kampe.