Randers-svensker: Stor forskel fra sidste sæson
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Randers-svensker: Stor forskel fra sidste sæson

Joel Allansson har fået et gennembrud i Superligaen i denne sæson. Han glæder sig over tilliden fra Olafur Kristjansson.

Det er snart tre år siden, at den svenske midtbanespiller Joel Allansson kom til Randers FC fra svenske IFK Göteborg, men det er først i denne sæson, at han har fået et gennembrud på Randers-holdet.

Allansson er startet inde i 13 af sæsonens 19 kampe, og hanhar fået fuld spilletid i de seneste otte kampe for Randers FC. Det har været en foreløbig kulmination på en omskiftelig tilværelse i Randers indtil videre.

- Der er stor forskel i forhold til sidste sæson. Det var en hård tid, og det var egentlig efter sagen med Keller, at der blev åbnet op for mig. Det var godt, at jeg var forberedt på at tage pladsen, så det er jeg tilfreds med. Jeg spillede de sidste fem kampe under Colin, og så er Olafur kommet godt ind i klubben. Det var en lidt spillet trup, da han kom, men han har samlet gruppen og gjort det rigtig godt. Stort cadeau til ham, siger Joel Allansson til tipsbladet.dk.

Han glæder sig over, at han har bidt sig fast i startopstillingen i Randers. 

- Det har været rigtig godt for mig. Man vil altid gerne spille, og det er gået godt i efterårssæsonen – også for mig personligt. Jeg har været stabil, og selvom der har været nogle få udfald, har det generelt været godt, siger svenskeren, der har været igennem en lang tilpasningsperiode i Randers.

- Det tog lidt tid for mig at lære alle spillere i klubben at kende, og jeg skulle også ind i vores spillestil. Det var en stor omvæltning i forhold til IFK Göteborg, hvor spillestilen var anderledes. Her er det to balancerende midtbanespillere, mens det i IFK Göteborg var på en anden måde. Det tog tid for mig at komme i gang, siger han.

Joel Allansson spillede alle 90 minutter, da Randers tabte 0-1 til Brøndby onsdag aften.