Randers-spiller efter første kamp under Moniz: Det var spændende og nyt
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Randers-spiller efter første kamp under Moniz: Det var spændende og nyt

Den nye 4-3-3-formation, som Ricardo Moniz har indført i Randers FC, fungerede fint, mener midtbanemanden Frederik Lauenborg, der dog måtte udgå undervejs.

Lørdag spillede Randers FC sin første kamp under den nye cheftræner, Ricardo Moniz, og det blev noget af en rutsjetur for den unge midtbanemand Frederik Lauenborg. Han skulle både vænne sig til et nyt system, finde sig i at udgå med en skade og sluge et bittert nederlag.

Lauenborg havde fået rollen som den bagerste af de tre midtbanespillere i Moniz' 4-3-3-formation, selv om han blot havde været med til to træningen i ugen op til kampen på grund af lyskeproblemer. Det forløb udmærket, mener han.

- Det var spændende og nyt. Man skulle da lige vænne sig til det, men vi gjorde det egentlig fint. Vi var rolige på bolden og fik den spillet godt rundt. Os tre, der ligger inde på midten, Perry Kitchen, Vladimir Rodic og jeg, skulle bare lige finde hinanden lidt bedre og være gået op i et højere pres, så Nikola Djurdjic ikke lå helt alene oppe foran. Det skal vi have arbejdet på, men ellers var det fint, siger Frederik Lauenborg til Randers Amtsavis.

Efter kun 11 minutter fik han dog et slag på knæet, og i pausen blev han enig med holdets fysioterapeut om, at det var bedst, hvis han lod sig udskifte. Lauenborg har trods sine blot 20 år allerede haft alvorlige skader i begge knæ, så de tog ingen chancer.

Det viste sig efterfølgende, at der "bare" var tale om et hårdt slag, og at noget væske havde samlet sig i knæet, Dermed slipper U20-landsholdsspilleren altså for en lang skade. 

Randers slap dog ikke for sæsonens syvende nederlag i 12 kampe, da Nikolai Baden få minutter før slutfløjtet gjorde det til 3-2 til FC Nordsjælland, der fører Superligaen, mens Randers stadig skraber bunden.