Randers overvejer at handle igen
Foto: Rene Schütze/polfoto
Superliga

Randers overvejer at handle igen

Randers FC vil erstatte Jonas Kamper, skulle den 31-årige kantspiller vælge at skifte til USA og Seattle Sounders.

Det er ikke blevet til meget spilletid for Jonas Kamper dette efterår, og den 31-årige kantspiller har nu taget konsekvensen af den manglende spilletid. I øjeblikket er den tidligere Brøndby- og Bielefeld-spiller i USA for at se på forholdene hos Seattle Sounders og måske få en kontrakt med den amerikanske klub og dermed endnu et eventyr. Intet er på plads i forhold til kontrakt endnu, men der er gode muligheder for, at Jonas Kamper skifter til Major League Soccer og Seattle.

Hos Randers FC håber man også på, at Jonas Kamper får kontrakt, hvis det er kantspillerens ønske. Klubben fortæller, at Kamper har været loyal, og at klubben derfor gerne ville vise ham den gestus, at han kunne tage til USA i stedet for at blive i Randers. Lykkes det at få kontrakt, har Randers alle intentioner om at hente en erstatning ind til truppen.

- Skulle det vise sig, at Jonas Kamper og Seattle Sounders ikke kan undvære hinanden, skal vi have en anden spiller ind. Det har vi selvfølgelig en plan for, ligesom vi har en plan for, hvis der skulle smutte spillere på andre positioner, siger Peter Christiansen, sportschef i Randers, til Randers Amts Avis.

Sportschefen forklarer, at en erstatning ikke behøver komme, inden vinduet lukker natten mellem mandag og tirsdag, fordi spillere - der er uden kontrakten - godt må skifte, efter vinduet lukker. Det er dog stadig udgangspunktet at hente en erstatning inden for vinduets åbning.

 Skulle det ikke lykkes Jonas Kamper og Seattle Sounders at blive enige om en kontrakt, vil kantspilleren støde til Randers-truppen i Portugal, hvor klubben skal på træningslejr.