Randers havde betænkeligheder ved træners FCN-fortid
Foto: Randers FC
Superliga

Randers havde betænkeligheder ved træners FCN-fortid

Randers FC's sportschef Ole Nielsen var i tvivl om, hvorvidt Olafur Kristjanssons fortid i FC Nordsjælland ville gå i spænd med ansættelsen i den kronjyske klub.

Islandske Olafur Kristjansson er ny træner i Randers FC fra den kommende sæson. Islændingen har underskrevet en to-årig kontrakt efter et langt forløb, hvor Randers FC har overvejet trænersituationen nøje. 

Over for Randers Amtsavis udtaler sportschef Ole Nielsen, at tre-fire kandidater har været i spil til trænerposten, og at Olafur Kristjansson har været overbevisende ved de samtaler, man har haft op til ansættelsen. Nielsen indrømmer dog, at han har været i tvivl om Kristjansson på grund af trænerens fortid i FC Nordsjælland.

- Han er en meget kompetent træner, som vi tror på, vil passe godt ind i Randers FC. Det er ingen hemmelighed, at en af mine betænkeligher var, om han var en »ren« FC Nordsjælland-træner, for det tror jeg ikke, ville passe til Randers FC. Men det er han på ingen måde. Han er ikke kun til possession-fodbold, men vil gerne spille dynamisk med løb gennem kæderne, lidt mere direkte fodbold og et lidt højere og aggressivt pres, end vi har stået for indtil nu. Men dermed ikke sagt, at han skal vende alting på hovedet. For vi har allerede gang i mange gode ting i den måde, vi spiller på lige nu, siger Ole Nielsen til Randers Amtsavis. 

Olafur Kristjansson afløser Colin Todd, der stopper i Randers FC efter denne sæson.