Randers FC sender svensk lejesvend retur
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Randers FC sender svensk lejesvend retur

Randers FC fortsætter som ventet ikke samarbejdet med svenske Sam Lundholm.

Randers FC lejede i januars transfervindue Sam Lundholm i NEC Nijmegen, og planen var, at han skulle være med til at løse de udfordringer, kronjyderne har haft på venstre kant. Det er dog ikke en mission, Randers FC og Sam Lundholm er lykkedes med. Sølle 65 minutters spilletid er det blevet til for den 22-årige svensker i foråret.

Derfor er det heller ikke overraskende, at de to parter skilles efter denne sæson. Randers FC meddeler på klubbens hjemmeside, at man tager afsked med Sam Lundholm sammen med Viktor Lundberg og Mads Fenger i forbindelse med aftenens kamp mod OB.

Dermed vender Sam Lundholm altså tilbage til NEC Nijmegen, hvor han må indstille sig på en tur ned i den næstbedste række. Klubben rykkede således ud af den hollandske Æresdivision i weekenden.

Med fremtiden afklaret for Sam Lundholm, Viktor Lundberg og Mads Fenger er det eneste tilbageværende spørgsmål i Randers FC Andreas Bruhn. Hans aftale udløber ligeledes om en måned, men da kronjyderne ikke har meldt noget ud om hans fremtid, kunne det tyde på, at der stadig ikke foreligger en endelig afklaring.