Randers FC: Det er stort med AGF tilbage
Foto: Casper Dalhoff/Polfoto
Superliga

Randers FC: Det er stort med AGF tilbage

I Randers FC glæder man sig til næste sæsons lokalopgør mod AGF. Det fastslår sportschef Peter Christiansen over for Randers Amtsavis.

Det er ikke kun i Aarhus, man glæder sig over AGF's oprykning til Superligaen. Også nogle kilometer nordpå smiler man over succesen i Smilets By. 

Randers FC's sportschef Peter Christiansen ser således frem til, at der i den kommende sæson kommer nogle lokalopgør mod AGF.

- Jeg synes, det er stort med AGF tilbage. Det har vist sig historisk, at rigtig, rigtig mange mennesker finder den kamp interessant. Vi har haft fyldt stadion i Randers og også rigtig mange i Aarhus, siger Peter Christiansen til Randers Amtsavis

Randers FC kan også se frem til kampe mod andre lokalrivaler som Viborg og Hobro, og han er tilfreds med, at hans klub øjeblikkeligt er den bedste i området.

- Hvis vi kigger på de seneste tre år, så er vi den klub, der har præsteret bedst i området. Derfor kan man også godt se, at de andre har lyst til at revanchere sig. De vil op og slås med os. Resultatmæssigt ser vi ikke AGF som en storebror. Men det er en større klub, og det er en stor by. De har ikke -de seneste mange år -kunnet forløse det potentiale, en by af den størrelse og en klub med den kultur har. Det må vi se, om Jacob Nielsen kan, siger Christiansen med henvisning til sin tidligere makker i Randers FC, som nu er direktør i AGF.