Randers-direktør utilfreds med opbakningen
Illustration
Superliga

Randers-direktør utilfreds med opbakningen

Randers FC's direktør Hans Peter Rasmussen ønsker flere tilskuere på stadion. Det fastslår han over for Randers Amtsavis.

Det kører for Randers FC i denne sæson. Kronjyderne ligger i toppen af Superligaen, spiller god fodbold og har flere profiler, der præger kampene, de deltager i. Men der er et problem. På tilskuersiden kører det således ikke for Randers FC, der kun er nummer otte på listen over tilskuergennemsnit. Det skriver Randers Amtsavis.

I gennemsnit er der kommet lidt under 5.000 tilskuere til Randers FC's kampe på hjemmebane i denne sæson, hvilket er skuffende for direktør Hans Peter Rasmussen.

- Det skuffer os, at der ikke kommer flere. Når man ser på vores placering i tabellen og den måde, vi spiller på, så burde det have givet flere tilskuere. Der kom 3.929 til den seneste hjemmekamp mod Esbjerg, og selv om man kan pege på, at det var lørdag aften, og nogle familier måske prioriterer anderledes sådan en aften, så havde vi håbet, at der kom flere -ikke mindst oven på den forrrige hjemmekamp mod OB, hvor vi spillede rigtig godt, siger Hans Peter Rasmussen til Randers Amtsavis. 

Han mener dog, at Randers har potentialet til at tiltrække flere tilskuere.

- Det kan godt være, at Esbjerg og FC Midtjylland har den fordel, at de ligger i et område mere for sig selv, end vi gør. Men når man ser historisk på det, så har Randers tidligere været en by, som de andre har kigget misundelige på, når det handler om tilskuere. Specielt når det er gået godt, har der været mange til både håndbold og fodbold i Randers. Derfor giver jeg heller ikke op. Det er ikke håbløst. Vi har et flot stadion, som gør, at vi skal ligge højere end den øjeblikkelige syvendeplads på tilskuerlisten i Superligaen