Makienok slog polak af holdet: Nu skifter polsk angriber til Randers
Foto: Randers FC
Superliga

Makienok slog polak af holdet: Nu skifter polsk angriber til Randers

Piotr Parzyszek er på plads i Randers FC.

Som tipsbladet.dk kunne fortælle tidligere onsdag, har Randers FC sikret sig den polske angriber Piotr Parzyszek på en lejeaftale, der gælder for resten af sæsonen. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Den polske angriber, 21 år, kommer på en lejeaftale fra engelske Charlton, hvor han ikke har haft den store succes, og Randers FC har sikret sig en købsoption på angriberen, der lavede masser af mål, da han spillede i den næstbedste række i Holland for De Graafschap. I Charlton kom han i overskud, fordi klubben tidligere på sommeren lejede danske Simon Makienok i Palermo.

- Jeg er glad for at være her og at Randers FC har vist tillid til mig. Jeg håber, at jeg kan fortsætte med at score mål, også i en stærk liga som den danske. Fra min mange år i hollandsk fodbold ved jeg jo, at Danmark er kendt for at producere mange fodboldtalenter, så jeg ser frem til at spille i Alka Superligaen, siger Piotr Parzyszek til klubbens hjemmeside.

Colin Todd er også tilfreds med den øgede konkurrence i angrebet:

- Vi har været på udkig efter en typisk centerforward, og det har vi fået i Piotr. Han er meget ung, men alligevel forholdsvis erfaren. Han har evnerne til at positionere sig i de områder, hvor der kan opstå store målchancer, og det er jo den evne, vi har været ude efter. Hans målstatistik viser i hvert fald, at han har kvaliteten som afslutter, siger han og får opbakning fra sportschefen Peter "PC" Christiansen.

- Det er glædeligt, at vi nu er i mål med en låneaftale for denne sæson med mulighed for at gøre aftalen permanent. Piotr er målscorer, der uanset klub og adresse altid har lavet mange mål. Han er en meget levende spiller, der elsker kampene i feltet. Uden at lægge for meget pres på ham og med respekt for, at han skal vænne sig til vores spillestil, så har jeg store forhåbninger til ham og hans evner som målscorer, fortæller siger "PC".

Randers-angriberen kan få debut på søndag, hvor Randers FC møder ærkerivalerne fra AGF i Aarhus.