Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-back: Horsens er svære at spille mod, uanset hvordan vi forbereder os

AC Horsens må være favoritter til fredagens kamp mod Randers FC, mener sidstnævntes Erik Marxen. Ligegyldigt hvor meget man forbereder sig, kan Horsens noget, der er svært at hamle op med.

Bo Henriksen danser lidt om den varme grød. Lyder som en mand, der ikke er så meget for at erkende, at hans AC Horsens-mandskab er favoritter til at vinde en fodboldkamp. 

Men til sidst må manageren overgive sig til de åbenlyse fakta: at Horsens ligger nummer fire, modstanderne fra Randers FC ligger nummer 14, og Horsens har kun tabt én hjemmekamp i denne sæson - mod førerholdet FC Midtjylland.

- Selvfølgelig kan jeg godt se, ud fra de tidligere meritter i denne her sæson, at vi måske... Eller vi er favoritter. Og det er fint. Det kan vi sagtens leve med. Casen er bare, at der ikke er ret stor forskel. Det er så lidt, der skal til, siger Bo Henriksen til programmet Fodbold med Horup på TV2 Østjylland.

Randers-backen Erik Marxen gæster samme udsendelse, og han er helt på samme linje. Selv om det ikke sker så tit, må Horsens være favoritter i det østjyske opgør på fredag.

- Nu vil Bo ikke ud med det, men jeg tænker, at de er favoritter. Hvad har I tabt? Én hjemmekamp i denne sæson? Og det var den mod Midtjylland, siger han til Henriksen og henvender sig så til værten.

- Vi havde også kæmpe problemer med dem på hjemmebane. De er svære at spille mod, synes jeg. De har nogle helt klare styrker, som - ligegyldigt hvor meget man forbereder sig på dem - kan være svært at gøre op med.

Marxen siger det ikke specifikt, men et godt bud er, at han hentyder til Horsens' dødbolde, som har skaffet holdet omkring halvdelen af deres mål i denne sæson. Backen er dog stadig skadet, så det er tvivlsomt, om han selv får mulighed for at dæmme op for Den Gule Fare.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.