Rådgiver: Aabech vil være glad igen - jagter ny klub i Danmark
AC Horsens offentliggjorde onsdag fire navne, som forlader klubben denne sommer, og blandt dem var rutinerede Kim Aabech, der dermed opnåede en enkelt sæson i Østjylland. Den 34-årige offensivspiller noterede sig for 31 kampe og syv mål, hvilket ser rigtig pænt ud, men Kim Aabech startede noget bedre, end han sluttede i AC Horsens.
Derfor er der også flere ting, der spiller ind, når Kim Aabech nu skal på jagt efter en ny arbejdsgiver.
- Vi skal finde en klub, der spiller fodbold lidt mere efter Kims hoved. Han havde et tungt sidste halvår i AC Horsens efter en ellers rigtig god start på sæsonen, og nu skal han være glad igen og have smilet tilbage på læberne, siger Kim Aabechs rådgiver, Mikkel Beckmann, til tipsbladet.dk.
Mange klubber er i spil, men det bliver formentlig Danmark for Kim Aabech, der på trods af sit uomtvistelige talent aldrig har været i udlandet.
- Det kan være en klub i Danmark, men det kan også være i norden. Danmark er dog nok det mest realistiske. Der er allerede en masse interesse fra Superligaen og klubber i 1. division. Kim er åben for et godt projekt i 1. division, hvor han også kan dele ud af sin erfaring til nogle unge spillere. Vigtigst er det, at han får noget spilletid og en træner, der tror på ham, så vi kan få smilet tilbage igen, siger Beckmann.
Spillestilen vægter højt for Kim Aabech, der af og til kom til kort i Bo Henriksens AC Horsens. Det var nu ikke fordi, at Aabech ikke forsøgte, fastslår Mikkel Beckmann.
- Jeg synes også, at Kim indrettede sig efter stilen, men som sæsonen skred frem, og Horsens mistede lidt af det momentum, de havde i starten, gik de lidt mere over til at spille rent overlevelsesbold, og det er ikke nogen hemmelighed, at Kim har det bedst på hold, der spiller lidt mere langs jorden. Men Kims eftermæle er stadig fint - han er 34, men altid skadesfri. Han føler sig som en på 28, lyder det fra rådgiveren, som tilføjer:
- Kim er et vanvittigt talent, som desværre ikke har fået det maksimale ud af sin karriere. Nu har han nået en alder, hvor han aldrig kommer til en stor klub i udlandet, så for ham handler det om at få glæden tilbage og finde en klub, hvor træneren tror på ham.
Kim Aabech har spillet 177 kampe i Danmarks bedste fodboldrække.