Pukki: Utrolige fans
Illustration
Superliga

Pukki: Utrolige fans

Teemu Pukki er skuffet over sin egen præsentation, men glæder sig over opbakningen mod Randers FC.

Med mere end 25.000 tilskuere på plads var scenen for alvor sat, da Brøndby IF hjemme tog imod Randers FC. Festen blev dog en fuser, da værterne tabte med 0-2, mens de mange fans ikke fik Daniel Agger i aktion. 

En af de nye i aktion var dog Teemu Pukki, der er kommet til fra skotske Celtic. Pukki forsøgte at skabe flere gode muligheder, men havde det som resten af Brøndby-mandskabet svært søndag aften. Den nyindkøbte spiller var da også ærgerlig efter kampen: 

- Jeg er selvfølgelig lidt skuffet over resultatet, så jeg kan ikke rigtig være glad efter kampen. Den første kamp er altid svær, og jeg mener, at jeg kan blive langt bedre. Vi så ikke meget af mig i dag, og jeg kan bidrage med mere. Fansene var utrolige i dag, og selvom vi får en skidt start, var det en fantastisk atmosfære at spille i, siger Teemu Pukki til klubbens hjemmeside.

Teemu Pukki har foruden Celtic optrådt med stor succes i Schalke 04, mens også Sevilla og HJK kan skrives på CV´et.