Pukki: Måske min bedste fysiske form nogensinde
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Pukki: Måske min bedste fysiske form nogensinde

Den finske angriber Teemu Pukki glæder sig til søndagens opgør mod FC København.

Selv om han snøftede sig igennem interviewet, lover Teemu Pukki, at han nok skal være klar, når Brøndby IF på søndag møder FC København i Superligaen på udebane. Den 26-årige finske angriber er ramt af en forkølelse, men det er også det eneste lille minus, der er at tage med ind i Superliga-foråret.

Søndag går Superliga-topscoren på banen igen for at få point til sit hold og udbygge stillingen på topscorerlisten, og han melder om en form, der er så tæt på optimal, som den kan være.

- Jeg er formentlig i min bedste form nogensinde. Det har været tre-fire hårde uger, men det har der også været behov for, nu vi havde en hel måned uden fodbold. Det er godt at være helt fit, siger Teemu Pukki til tipsbladet.dk og forklarer:

- Vi fik set i første halvdel af sæsonen, at vi skal være i form for at spille den type fodbold, der kræver, at vi løber meget. I denne taktik skal vi være helt fitte. Vi havde en god halvsæson, og det skal vi bygge videre på nu. Vores preaseason har været god.

Angriberen blev efter afslutningen af efteråret opereret i knæet. Indgrebet var ikke stort, og det har således ikke haft betydning for Teemu Pukkis opstart. Derfor kan Pukki, der i efteråret lavet 14 kasser i Superligaen, se frem mod mødet med FC København på søndag med god ro i sindet og måske være med til at sikre den første Brøndby-sejr i Telia Parken siden 2004.

- Det kommer til at blive et stort slag. Det er den første kamp, man kender ikke modstanderen og ved ikke helt, hvordan de spiller. Selvfølgelig er der træningskampene, men de er helt anderledes i forhold til ligakampene, så det bliver et stort slag. Alle er spændte, og alle vil jo spille i den her kamp. Atmosfæren er fantastisk i sådan en kamp, siger Teemu Pukki.

Opgøret bliver Teemu Pukkis 10 kamp mod FC København, så han kommer til at være en af de mest rutinerede spillere fra Brøndbys side. Men som altid kommer det ikke til at ændre på den stille finne.

- Jeg er ikke typen, der taler meget, men jeg forsøger at gå forrest på banen. Jeg kæmper meget. Men i de her kampe ved alle, hvad det handler om, så det betyder ikke så meget. Jeg vil gøre alt for at spille mit bedste i de her kampe.