Video : Tipsbladet
Premier League

Chok i danskerklub: Leicester må ikke købe ind

Leicester er nu også blevet ramt af et transferforbud, men har tænkt sig at kæmpe mod beslutningen.

Danskerklubben Leicester City kan ikke købe nye spillere.

Det er konsekvensen af klubbens problemer at få sin økonomi til at hænge sammen på en måde, der tilfredsstiller ligaorganisationen English Football League (EFL).

Fredag har EFL, der står for driften af ligaerne under Premier League, således pålagt Leicester en såkaldt registreringsembargo. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Det betyder groft sagt, at klubben ikke kan købe nye spillere, men under særlige forhold dog har mulighed for at leje eller hente spillere uden kontrakter.

Og det kan blive et problem for Mads Hermansen og Jannik Vestergaards klub, der aktuelt bejler til en oprykning til Premier League og i så fald kan få brug for forstærkninger til sommer.

Torsdag blev Leicester sigtet af Premier League for overtrædelser af ligaens økonomiske regler i en periode frem til nedrykningen i sommeren 2023, hvilket meget vel kan ende med en pointstraf fra starten af næste sæson.

Leicester kæmper dog i mod. Fredag skriver klubben på sin hjemmeside, at den tager juridiske skridt mod både EFL og Premier League.

Klubben tilføjer også, at man af hensyn til sine fans og omverden gerne vil gå mere i detaljer med sagerne, men det er ikke muligt på grund af reglerne.

/ritzau/