Portræt af Ove P.: En fodboldnarkomans bekendelser

 

 

Det er skærtorsdag, og påskevejret i Ådalen svigter ikke, selvom flere regnfulde dage har truet med at ødelægge idyllen på Odense Boldklubs træningsanlæg, hist hvor Odense Å slår en bugt, og odenseanerne bruger deres fridag på at fodre ænder, næsten som var det taget ud af et af en vis fynsk forfatters sangtekster. OB’s cheftræner, Ove Pedersen, har siden klokken 7:30 siddet på sin pind for at forberede videoevaluering med sine spillere, som netop er vendt hjem fra landsholdsopgaver, efter 0-2 nederlaget hjemme mod Esbjerg. Inden da skal helligdagens første fodboldkamp gennemføres, for dagens træning står på et opgør mellem OB’s A- og B-hold i tre forkortede halvlege.

 

”Hva’ fanden, Ove, er du blevet klippet? Det ser kraftedeme godt ud!” bemærker Thomas Dalgaard med et stort smil, da han entrerer træningsbanen og efter en kort opvarmning står klar til at score mål for det hold, som man må formode, at Ove Pedersen betragter som det stærkeste, han kan diske op med.

I klassisk Ove P-statur med hænderne samlet på ryggen følger midtjyden 2-2 kampen inde fra midtercirklen, så han bedre kan høre, hvordan spillerne kommunikerer. Da han over middag er klar til at kaste en hurtig frokost ned, så evalueringen kan overstås, har fodboldmandens i øvrigt helt normale dag været i gang i mere end seks timer, siden han stod ud af sengen i hjemmet i Thyregod ved Brande.

 

”Jeg vil egentlig gerne have min morgensøvn, men hvis jeg skal op og på arbejde, så har jeg nemt ved at komme ud af sengen. Hvis jeg skal ud og løbe en tur, så kommer jeg ikke op,” griner han på spørgsmålet om, hvorvidt han er A- eller B-menneske.

 

Ved frokosten tilbyder Rasmus Falk at sende snapchats med højdepunkter fra Middelfart-Marienlyst i 2. Division til den fodboldsultne træner, der endnu har tre kampe på programmet, inden han igen kan vende bilen i retning mod Thyregod. Rasmus Falks tilbud bliver aldrig rigtigt overvejet, for Ove tror, at den populære app til at sende billeder har noget med fodboldhighlights at gøre, og man finder den i hvert fald ikke på hans iPhone 6, hvor livescore, bold.dk og Trafik Alarm er de flittigst brugte apps. For når Ove Pedersen skal nå forbi tre forskellige stadions, så ligger hans Audi A3 oftest i overhalingsbanen.

 

Dagens tre kampe er: Vejle-Skive, Horsens-Lyngby og AGF-Roskilde. Han har misset én planlagt kamp i år, fordi trafikken forsinkede ham. Selvom han ikke rigtigt vil stå ved det og undgår at føre statistik over det, fordi det er så voldsomt, så må Ove Pedersen kandidere kraftigt til at være den person i Danmark, der ser flest fodboldkampe på stadion.

 

”Jeg ser fandme mange kampe. Jeg tør ikke helt sige det, men det er i hvert fald over fire kampe i snit, når sæsonen er i gang. Der er 1. divisionskamp torsdag og Superliga fredag og igen lørdag, hvor man som regel godt kan nå en divisionskamp inden. Så er der Superliga igen søndag og mandag, og så er der mit eget holds kampe inklusiv reserve- og ungdomshold,” siger Ove Pedersen om det regnestykke, som hurtigt udregnet giver noget mere end fire kampe om ugen. Han ser blandt andet alle OB’s reserveholdskampe – ude og hjemme.

 

 

”Ja, det kan man altid. Der kommer altid nogle små detaljer, man kan udvikle. Da jeg var træner i 1. Division og så FC Nordsjælland, undrede jeg mig over, hvorfor man ikke kunne dæmme op for deres boldbesiddelse. Da vi så kom i Superligaen i sidste sæson, vandt vi to og spillede en uafgjort. Så der sad man og kiggede på deres system og tænkte over, hvordan man skulle spille mod dem. Det kan meget vel have været forskellen på succes og fiasko,” siger Ove Pedersen.

 

Og han er der næsten altid, kan hyppige stadiongængere bevidne. 60-årige Pedersen har levet af at træne fodboldhold siden 1. januar 1996, da han droppede sit gode bankjob i Unibank-filialen i hjembyen for at blive ungdomslandstræner i Qatar. Men fodboldtrangen kan ikke blive stillet ude på træningsbanen. Samtidig er det ikke bare ren hygge, når han kører hele landet rundt for at se fodbold.
 

 

”Noget af det er nødvendigt for at være opdateret. Der er mange årsager. Mængden er nok for stor, men hvad fanden. Når man hygger sig med at være til fodbold og det ikke er en sur pligt, men fordi man gerne vil, så er det jo noget nemmere. Og der er ikke nogen ture, der er spildt. Nu så jeg en del 2. divisionskampe sidste år, og der kan man sige, at hvis man kommer ud til en kamp, hvor der ikke er nogen spillere, der kan bruges til noget som helst, så har man alligevel fået mærket af, at man har set kampen. Så tager man ikke af sted til dem igen, men kan kigge på nogle andre,” siger Ove Pedersen

 

 

”Hvor mange klubber i Danmark har scouts? I OB har der været, men der er ikke længere. I AGF var der heller ikke rigtigt nogen, og i FC Vestsjælland var der da slet ingen. Men det er da store klubber, jeg har været ansat i, synes jeg. Dermed ikke sagt, at de ikke burde have haft det. FCN, Brøndby, FC Midtjylland og FCK har scouts, men ellers er der vist ikke rigtigt nogen, der gør sig i det. De har måske nogle venner af huset, og man hører tit den der med, at de har fået kendskab til spilleren gennem deres netværk, men hvad er det? Det er jo bare de agenter, der ringer til os alle sammen. Den vending griner jeg nogle gange lidt af. Det er agenter, der vil tjene penge.”
 

 

”Og så er der nogle sidegevinster. Jeg får selvfølgelig selv en database, men jeg møder også mange mennesker og får et netværk. Det kan for eksempel være scouts fra udlandet, agenter eller nogle af de andre trænere,” siger Ove Pedersen og tilføjer, at han ikke forstår, hvorfor klubberne ikke har et system til at organisere al opnået viden om spillerne. Han peger på sin tinding og forklarer, at det er der, hans register ligger, mens han griner sit karakteristiske lidt drengede grin. Det er ikke den eneste gang, han finder det frem.

 

”Jeg kan ikke forstå, at klubberne ikke beder os trænere om at registrere de observationer, vi gør os, for de forsvinder jo med mig. Og jeg har ikke noget imod at aflevere det, for jeg arbejder jo for klubben. Men der er ingen, der har sådan et system. Jeg prøvede selv på at få det indført i Esbjerg,” siger han.

 

Det kunne have fået konsekvenser for klubben ved vestkysten. Da Ove Pedersen i 2002 stoppede som træner i FC Midtjylland og tog til Esbjerg, foreslog han sportsdirektør i FCM, Jens Ørgaard, at hente Tommy Bechmann i Aarhus Fremad, men da det ikke skete, gjorde Ove selv alvor af anbefalingen og hentede ham til Vestjylland, hvor han blev en stor succes og senere solgt til Tyskland. 

 

Vi rammer Vejle og Nørreskoven i god tid inden kampstart klokken 15. Ove Pedersen stikker hovedet ud af vinduet, da en orangeklædt mand dukker op på siden af bilen.

”Goddag hr., har du en plads til mig deromme?” lyder det. 

”Parkeringsvagter, dem der sørger for kaffe i pausen, og dem der står for billetter, det er dem, du skal sørge for at blive allerbedst venner med,” råder Ove Pedersen, mens P3 kører i baggrunden.
 

Undervejs har han udtrykt sin undren og skuffelse over, hvorfor der ikke er ”Sport & Musik” på kanalen. Det er det program, som normalt går under navnet ”Sport på 3’eren”.

 

Han betaler ikke for at se fodbold. I Danmark har han mulighed for at få et Divisionskort, som giver adgang til alle kampe, men det er vist ikke nødvendigt. Som regel bliver han lukket ind på sit velkendte ansigt, og ellers viser han sit plastickort udstedt af DBU, som dokumenterer, at han har den højeste træneruddannelse, P-licensen. Kortet har sådan set intet med adgangen til danske fodboldstadions at gøre, men det kommer sig ikke så nøje for pragmatikeren Ove Pedersen. Han bliver lukket ind.

 

Ove Pedersen er ikke den eneste træner, der ser meget fodbold. Han er kendt for at være med i en klub bestående af ham selv, Viggo Jensen, Kent Nielsen og Tommy Møller Nielsen, som er særdeles flittige stadiongængere. Han når kun lige at træde ud af bilen, før en mand i en Mitsubishi hilser i forbifarten. Ved første øjekast kan det godt ligne Kent Nielsen, men han er ikke at se inde på Vejle Stadion, hvor det vrimler med fodboldnavne i loungen. Og man kommer næppe nogensinde til at se Ove Pedersen stå for sig selv i et hjørne, søgende efter nogle at tale med.

 

”Det kan være alle, jeg snakker med. Nogle gange ved jeg ikke, hvem de er, og det er lidt et problem, for nogle gange burde jeg kunne genkende dem. Hvis jeg har mødt en for 20 år siden, så kan jeg ikke genkende ham ud fra, hvordan han ser ud i dag. Og så er det ikke altid, jeg får spurgt, ”hvem er det nu lige, du er?” men det skal man jo bare gøre hver gang. Det kan godt være en ubekvem situation at stå i.”

 

”Jeg kan huske engang, jeg var nede og se Duisburg mod Düsseldorf. Så kom der en dansker hen og snakkede med mig, og vi snakkede satme i lang tid. Jeg fik ikke spurgt, hvem han var, så jeg begyndte at stille ham spørgsmål for at kunne regne det ud. ”Er du stadigvæk inden for fodbold?” spurgte jeg. Der kom lidt uklare svar. Så fandt jeg efterhånden ud af, at det var Henrik Andersen fra EM-holdet. Han havde forandret sig, så jeg kunne ikke kende ham,” fortæller Ove Pedersen om den blonde dansker, som han altså ikke kunne genkende fra de uhyggelige billeder, da Andersens knæskal blev slået løs under semifinalen ved EM i 1992. 
 

 

Nogle gange kan han godt selv finde på at sætte sig over på de almindelige tribuneafsnit, så han kan komme i kontakt med de lokale fans.

 

”Hvis jeg sidder og lytter og kan mærke, at der sidder nogen, som ved, hvad de snakker om, så kan jeg godt finde på at henvende mig til dem for at få noget at vide,” siger Ove Pedersen.

 

Vejle Stadion er godt besøgt af fodboldfolk denne skærtorsdag. Der går ikke længe, før Ove Pedersen har hilst på Peder Knudsen, Lars Søndergaard, Peter Sørensen, Allan Simonsen, Ulrik le Fevre, Kristian Fæste, Peter Enevoldsen, John Sivebæk, Claus Steinlein, Jonas Knudsen og temmelig sikkert endnu flere ansigter, som Tipsbladets udsendte ikke kan genkende. 

 

 

”Tjaa, man kan jo altid snakke om det, der sker i fodboldkampen. Men når man ser så mange kampe, så er det heller ikke altid de samme kampe, man ser. Jeg vil vædde med, at Viggo er ude og se Middelfart-Marienlyst i dag,” siger Ove Pedersen.

 

Og netop den pensionerede 67-årige træner er samtaleemnet i halvlegen, da en god håndfuld af dansk fodbolds kendte ansigter har samlet sig ved det samme bord og får fortalt en anekdote af nyere dato.

 

”Viggo er meget kageglad. Han var ikke med til en kamp i Hobro, hvor der var en pisse god kransekage. Anders Gerber sendte et billede af kagen til Viggo og spurgte, om de måtte tage hans stykke. Da Johnny Mølby en dag fik andesteg, sendte han så et tilsvarende billede til mig, for jeg elsker andesteg,” fortæller Ove Pedersen og understreger:

”Viggo skal altid have kage. Det må du godt skrive.”

 

I dag er Ove Pedersen ikke ude for at holde øje med en bestemt spiller, så han kan nyde kampen i den lune påskesol, som rammer Vejle Stadions sydvendte tribune. Derfor noterer han også kun holdenes startopstillinger i sin mappe med linieret papir, som efterfølgende bliver sat i system i ringbind. Han studser lidt over Skives nummer 2, Victor Nielsen, som han ikke kender, men ellers bevæger han sig hjemmevant ned gennem de to holds startopstillinger inden kampen. Efter 71 minutter bliver den 18-årige midtbanespiller Frederik Brandhof skiftet ind. Ove fortæller, at han er et produkt af Skives egen ungdomsafdeling. Den info er der nok ikke mange neutrale tilskuere på Vejle Stadion denne eftermiddag, der kan levere. 

 

Nok er Ove en træner af den gamle skole, og elektronik er ikke altid hans bedste ven, men han finder alligevel sin iPhone frem ved hvert længere spilstop for at undersøge den aktuelle stilling i de andre kampe, der spilles i 1. division denne dag. Og selvom Vejle vinder 2-1 efter en fin kamp i et solidt tempo, så kan det fodboldmæssige niveau i de danske divisioner alligevel godt være tvivlsomt til tider, men det får ikke en fodboldmand som Ove Pedersen til at vælge de store millionkampe i tv til, når der skal prioriteres mellem kampene.

 

”Jeg ser ikke specielt meget Champions League. Hvis det er der, så ser jeg det selvfølgelig, men i en typisk runde med kampe tirsdag og onsdag, så bliver der også spillet 1. Division den ene dag, og så slår jeg altså over på det. Selvfølgelig skal man også følge med i udviklingen i fodbold på topniveau, men det er ikke liv og død for mig. En 1. eller 2. divisionskamp kan også være interessant at se, for der kan ske et eller andet, som giver den en speciel nerve.”

 

”Jeg er ked af at skulle se fodbold på tv. Jeg ser det helst live, men det kan jo nogle gange være nødvendigt,” siger Ove Pedersen.

 

Han har en lejlighed i Málaga, hvor han tilbringer vinterpausen sammen med konen Annette. Så kører han rundt til de nærliggende La Liga-klubber og ser dem spille, men i tv bliver det ikke til meget spansk fodbold. Ove Pedersen har flere gange erklæret sin kærlighed til tysk fodbold, som han har været mere eller mindre tæt på at skifte til en håndfuld gange. Han er en jævnlig gæst på de tyske fodboldstadioner. Billetterne skaffer han igennem de gamle forbindelser i AGF og Esbjerg, som ringer ned, og så ligger der en billet klar. Derudover bliver det til en smule engelsk fodbold i tv.

 

På sådan en helligdag, hvor konen og de to voksne børn ganske givet har fri fra arbejde, kunne det være nærliggende at blive hjemme i familiens skød. Men når man spørger Ove Pedersen, hvorfor han alligevel vælger at køre fra Thyregod, inden klokken er slået syv, og kommer hjem klokken 22, så lyder det ganske enkelt ikke på ham, som om det er et valg, han selv står med.

 

”Jeg har altid haft nogle mærkelige biler. Nogle gange siger jeg til mig selv, at jeg skal blive hjemme, men så starter bilen sig selv og kører mig ud til fodboldkampene. Jeg ved sgu ikke, hvad de har gjort ved dem. Men jeg kan sagtens have godt af at få et frikvarter en gang imellem. Det kan især være nødvendigt, hvis der har været mange ture til København i en periode. Så fortæller jeg mig selv, at jeg skal være frisk, til når mit eget hold skal spille, og så lykkes det mig at geare ned,” siger Ove Pedersen, som jævnligt kører hele turen til København eller Nordsjælland på den modsatte side af bopælen fra arbejdspladsen i Odense for at se en fodboldkamp i en af landets bedste rækker. Han skifter bil så ofte, at han ikke har regnskab med sin kørsel, men han anslår, at han kører omkring 10.000 kilometer om måneden. 

 

Nogle gange kører han endda også for andet end kampe, som det var tilfældet tre dage inden reportageturen med Tipsbladet, hvor han var kørt til det indre København for at deltage i Radio 24syvs debatprogram om fodbold, Fodbold FM, der sendes live fra klokken 21-23. I Frispark og Superliga Preview på henholdsvis Canal 9 og TV3Sport benyttes han også flittigt, og der er en særlig grund til, at han gerne bruge mange timer på at stille op, når de lidt længere formater i fodbolddækningen ringer og spørger.

 

”Jeg kan godt lide de udsendelser, hvor man ikke kan blive misforstået. Jeg tror, det er vigtigt, at man stiller op hos dem en gang imellem,” siger Ove Pedersen.

 

Han føler, at han bliver udhvilet af at køre bil, hvilket ifølge ham selv muligvis har noget at gøre med, at han kører en smule stærkt, så han kan ikke sidde og blive træt. Og han kører som regel hele vejen hjem, selvom det er sent, men lige i mandags var en undtagelse. Da han omkring klokken ét om natten passerede Odense, valgte han at tage en overnatning på OB’s hotel ved kongrescenteret.

 

”Jeg har jo altid gjort det, så hun er vant til det. Nu på lørdag skulle jeg egentlig holde fri, men det har så vist sig, at min kone skal noget. Det passer fint. Så kan jeg komme ned og se SønderjyskE-FC Nordsjælland,” siger Ove Pedersen, som undervejs får demonstreret, at han ikke har helt styr på ugens program, da han til sin overraskelse finder ud af, at der grundet påskens forskudte programsætning i Superligaen ikke er en fredagskamp. Man kan mærke, at det ærgrer ham.

 

 

”Det gør jeg slet ikke. Vores grund støder op til en skov, så haven er lidt ligesom en skovbund. Den behøver ikke rigtigt blive passet, så det bruger jeg ikke tid på.”

 

Selvom han hygger sig med at bruge de fleste af sine vågne timer på fodbold, er han samtidig bevidst om, hvilke signaler det sender til de mennesker, han arbejder sammen med i sin hverdag.

 

”Jeg tror, engagementet smitter af på de folk, man har omkring sig. Jeg var stolt over mit arbejde i FC Vestsjælland, for da jeg kom dertil efter AGF og Esbjerg, sagde folk, at vi aldrig ville komme i Superligaen eller komme i nærheden af at kunne klare os i Superligaen.” 

 

”Men jeg arbejdede hårdt, og jeg var glad for at gøre det, for der var en bold, og to gange elleve mand, der løb efter den. Jeg begyndte ikke at springe over, hvor gærdet var lavest, fordi jeg kun trænede Vestsjælland i 1. Division. Jeg arbejdede bare endnu hårdere og endnu mere intenst, for vi skulle jo blive dygtigere. Passionen får mig til at arbejde hårdt. Kurt Andersen spurgte mig engang, hvordan jeg kan arbejde så hårdt, som jeg gør, men jeg har det faktisk sådan, at jo mere jeg arbejder, desto mere energi får jeg.” fortæller Ove Pedersen.

 

Der er tilsyneladende ikke noget, der kan holde ham væk fra sine planlagte stadionture, selvom det nogle gange er de mindre sjove samtaler, han skal føre med de mange folk, der vil snakke med den nuværende OB-chef.

 

”Hvis man har tabt en kamp, hvor man har set mindre gode ud, så er der måske nogle trænere, som undgår at tage ud og se den kamp samme aften, man havde planlagt, fordi man skal forholde sig til sådan nogle ”hvad skete der lige med jer tidligere i dag”-spørgsmål. Men det gør jeg ikke. Man kan lige så godt få konfrontationen med det samme, for ellers kommer den alligevel mandag eller tirsdag,” siger Ove Pedersen.

 

 

”Jeg kan heldigvis snakke om mange andre ting, men det er jo tit styret af, hvad folk vil snakke med mig om, og der er jo mange, som gerne vil snakke om fodbold med mig.”

 

Og der er generelt ufatteligt meget sport i Ove Pedersens liv. Han spiller både fodbold og badminton, selvom det kniber med fritiden. Alligevel lykkedes det ham hver gang at komme til kamp i Brande, da han passede jobbet som træner i Slagelse 180 kilometer fra hjembyen. Det til trods kalder han sig selv for en dårlig holdkammerat.

 

”Jeg skælder for meget ud, for jeg tror stadig, jeg spiller divisionsfodbold.”

 

 ”Jeg vil så gerne så mange ting, men det kniber nogle gange med at få det gjort. Det gælder for eksempel at fiske. Jeg får det ikke gjort. Jeg kunne også godt tænke mig at spille golf, men jeg har ikke tid til det. Også andre ting end sport, men så er der næsten altid lige en fodboldkamp, der kommer først.” siger han.

 

Efter en kort visit til Horsens-Lyngby er aftenens sidste stop Ove Pedersens gamle hjemmebane i Aarhus, NRGi Park. Klokken 19 møder AGF FC Roskilde.

 

Oprykkerne har fået en flot start på foråret i 1. Division, mens AGF har fået et udmærket pointudbytte, selvom spillet har haltet i jagten på at komme tilbage i landets bedste række. Der er kun 20 minutter til kampstart og lige så lang tid til at fortære den ventende buffet med oksesteg, kartoffelmos og sovs, men Ove Pedersen afser alligevel tid til at pleje den omgangskreds, han opbyggede igennem sine tre begivenhedsrige år i Østjylland.

 

Han har en fast tradition med at stjæle kampprogrammerne fra en ældre dame, som sælger dem foran indgangen, og i dag skal ikke være nogen undtagelse. Det drengede grin dukker igen op i Ove Pedersens ansigt.

 

I indgangen står Jesper Lange. Ove spørger, om han er skadet igen. Han er vredet om på anklen og ude af dagens kamptrup. Efter en kort sludder med Stig Tøfting spiser Ove Pedersen for anden gang i dag et lyn-måltid. Der skal nok kunne findes nogle diætister, der vil rynke på næsen over den måde at indtage sine måltider på, men Ove er kommet for at se fodbold, og så hjælper det i øvrigt ikke, at fodboldagenten Mads Bach Lund samtidig kommer forbi og sludrer en stund. Han sad et øjeblik tidligere lidt længere henne ad samme bord med sin klient Emil Scheel fra Silkeborg IF. Vi kommer til at snakke om muligheden for et Scheel-comeback i AGF, når Silkeborg rykker ned, og AGF rykker op. Ove er altid klar på at snakke om fodbold, og rutinen i disciplinen fejler ikke noget.

 

”Jeg synes ikke, han er en Wieghorst-spiller. Han bryder sin kæde for meget med for mange dybdeløb,” argumenterer Ove Pedersen. 

 

Ude i foyeren bliver der også uddelt store gensynskram til nogle unge kvinder, som var frivillige i hans tid som træner i klubben. 

 

”Det kan trigge min motivation meget mere at gå på arbejde og vinde en kamp for alle de frivillige, som kommer her uden at få noget for det og står med tårer i øjnene, når vi har tabt, end hvis man tilbød mig 5000 kroner. De har altid betydet rigtigt meget for mig, og jeg har også altid været med til hjælperfester og sådan nogle ting.” 

Er man god nok til at påskønne deres indsats?

 

”Nej, det er man ikke. Det kan man ikke gøre godt nok, og spillerne bør vide, hvor meget der bliver gjort for dem. Nogle gange er man for utaknemmelig. Det kan jeg også godt finde på at fortælle mine spillere, for det kan virkelig ramme dem. Man skal have respekt for kulturen i klubben,” siger Ove Pedersen.

 

På vej hen til pladserne er Jesper Lange der igen. Denne gang med en lille dreng på armen.

 

Ove: ”Er der skud i støvlerne på ham?”

 

Lange: ”Ja, det er der faktisk.”

 

Ove: ”Så må det være fra moren,” siger han.

 

Trænertræffet fra Vejle gentager sig, da kampen bliver set sammen med AGF’s angrebstræner, EM 1992-vinderen Flemming Povlsen. HB Køges cheftræner, Henrik Pedersen, sidder på rækken foran og deltager også, når der bliver snakket fodbold. AGF har mange halve chancer, men det bliver aldrig rigtigt farligt, og FC Roskilde lurer hele tiden og er især farlige over kanterne. 

 

Det med at besøge sine gamle hjemmebaner er specielt for Ove Pedersen. Han holder sig så vidt muligt væk det første halve år efter at være stoppet i en klub. For ham handler det om at være fair over for den nye træner, som måske ikke har fået nogen god start.

 

”Så kommer folk hen og siger, at de vil have mig tilbage, og det er en træls situation at sætte den nye træner i. Det er heller ikke rimeligt over for spillerne, og det føles også mærkeligt at sidde på tribunen og kigge på ens ”egne” spillere, for sådan kan det godt føles. Derfor holder jeg mig væk,” siger Ove Pedersen.

 

I august sidste år fyldte Ove Pedersen 60 år, og han blev bedstefar i december. Kan man så blive ved med at have motivationen til at bruge næsten alt sin tid på fodbold?

 

”Det ved jeg sgu ikke. Der er bare en eller anden motivation, der trigger i mig. Da det så allerværst ud her i AGF og jeg var fyringstruet, skulle vi spille en pisse svær udekamp mod AaB. Så sagde jeg til mig selv: ”Hold da kæft, du har jo verdens bedste job.” Det er så kun det næstbedste, for jeg havde jo det bedste, dengang jeg selv spillede. Men når jeg havde så godt et job, så skulle jeg da glæde mig over at være der.”

”Jeg føler ikke, at jeg ofrer noget for fodbolden. Mange har sagt til mig, at jeg nok ville komme til at fortryde nogle ting, men det tror jeg altså ikke. Det har jeg i hvert fald ikke gjort indtil nu,” siger Ove Pedersen.

 

 

”Det har i så fald ikke været på grund af vejret. Jeg er berygtet for at sende spillerne ud at træne i et hvilket som helst slags vejr,” griner han. 

 

”Men hvis man rammer en dag, hvor man ikke føler, at træningen har nogen værdi. Hvor det bare ikke lykkes, selvom man bare terper og terper, så er det måske en dårlig arbejdsdag. Men det sker altså sjældent.” 

Hvordan kan fodbold være nok for dig? Det redder jo ingen liv i Afrika, at du løber rundt og træner et fodboldhold - hvad er det, fodbold kan?

 

”Det er jo ikke uden grund, at det er Danmarks nationalsport. Det er samlingspunktet for så mange lige fra fans til sponsorer, aktionærer og fagfolk. Og så kan jeg godt lide, at det er en teamsport. Jeg har også prøvet at gå til individuel sport, men jeg kan godt lide, at man skal løse nogle ting som et team. Kan man bygge et hold op og skabe nogle resultater?”

”Så er der jo dramaet. Der skal findes en vinder og en taber, og det kan have store konsekvenser – hold kan rykke ned og miste så mange penge, at det kan fjerne klubbens eksistensgrundlag, og derfor er det jo ikke nogen ligegyldig fodboldkamp,” siger Ove Pedersen.

 

Da han stoppede i FC Vestsjælland, gik der fire måneder, før han igen var i job i OB. Det er det længste, han har prøvet at gå uden job, siden han i januar 1996 begyndte at leve af at være fodboldtræner.

 

”Når jeg ikke har haft arbejde, så har jeg manglet det kick, jeg er vant til at få i weekenden, hvor man er til eksamen. Det gode ved denne sport er, at uanset hvor godt mit CV er, så bliver jeg altid målt på den næste kamp. Det er på én måde skræmmende, men det er også en styrke, for man kan ikke gå i stå. Motivationsfaktoren er der. Da jeg var yngre og havde mine første succeser, følte jeg mig usårlig, for nu havde jeg jo vist, at jeg kunne. Men det betyder ikke en dyt, finder man ud af. Når man kommer til en ny klub, er der en ny historie, og man skal skabe nogle nye succeser. Så kan man altså ikke leve på det, man tidligere har præsteret.”

 

”Jeg har oplevet yngre trænerkollegaer gøre det, og jeg har også selv været ved at hoppe i fælden med at tænke; ”jeg har sgu da gjort det der tidligere, så det er da mig, der har ret,” og det er det bare ikke. Det er kun resultater, der tæller,” siger Ove Pedersen. 

 

”Så når folk siger, at ”Ove skal ikke blive i OB, og det vil gå ud over hans motivation,” så kan jeg kun sige nix. Det er altså mit CV, det går ud over i så fald,” siger han.

”Det var faktisk i sidste weekend, og det har ikke noget at gøre med, at der var landskampspause, for så ser jeg som regel endnu mere fodbold. Men jeg var simpelthen ude at drikke bajere og spille kort med nogle gamle fodboldkammerater fra Herning. Det havde været arrangeret længe. Men det var første gang i lang tid, for i vinterpausen er man jo på træningslejr, så der ser man også en masse kampe,” siger Ove Pedersen.

Men en dag er det jo slut med trænerjobbet. Det er de færreste, der bliver ved, til de er omkring 70 år, så selvom 60-årige Ove Pedersen er i god fysisk form, så er det alligevel ikke utænkeligt, at fysikken kan tvinge ham til at hænge trænerjakken op. Vil han så ikke blive rastløs, når han ikke længere skal fylde sin dag op med fodbold?

 

”Der kan jeg jo tale af erfaring, for jeg gik i fire måneder uden et arbejde i sommer. Jeg så selvfølgelig meget fodbold alligevel, men for ikke at blive rastløs, havde jeg plantet en tanke i mit hoved om, at jeg først ville komme i arbejde 1. januar. Så ville det selvfølgelig være spændende at se, hvad der var sket, hvis jeg ikke var kommet i arbejde til den tid, men jeg blev i hvert fald ikke stresset eller rastløs af at være arbejdsløs, selvom jeg kun så fodbold. Derudover lavede jeg intet af det, jeg ellers plejer at lave som træner,” siger Ove Pedersen.

 

Da han igen var i arbejde i OB, kunne han konstatere, at han overhovedet ikke havde nået alle de ting, han havde sat sig for, som ikke havde noget med fodbold at gøre.

 

”Jeg ville gerne lære at tale spansk, så jeg tænkte på at flytte til Spanien, indtil jeg havde lært sproget, men det kom ikke til at ske. Til gengæld fik jeg fejret min 60 års fødselsdag.” 

 

Til sommer skal der ske noget nyt for Ove Pedersen. Hvis det lykkes ham at holde OB i Superligaen, så vil hans navn fortsat være varmt, og i øjeblikket mangler interessen for ham i hvert fald ikke, fortæller han. Uanset hvad fremtiden bringer for en af dansk fodbolds mest sejlivede bekendtskaber, så er det svært at forestille sig, at han kommer til at skære ned på sit storforbrug af fodbold. For det er bare blevet en del af hans arbejde, selvom han helt selv har formuleret den del af jobbeskrivelsen.

 

 Han slutter med en analyse af netop det job, han kender så godt, men som han åbner for, kan være på vej mod en transformation.

 

”Jeg synes et eller andet sted, at man er forpligtet til at komme rundt, for man er jo ambassadør for sin klub. Vi sidder her blandt sponsorer osv., og folk ser os. Det tror jeg da, de taler om. Og så er der bare en masse plusser i form af f.eks. netværk. Trænergerningen er begyndt at nærme sig at blive et 8-16 job. Jeg kan bedst udtrykke det ved en samtale med en erhvervsmand, jeg havde engang. Han fortalte, at når de ansatte folk i et job, hvor man havde mange rejsedage til udlandet, så sørgede medarbejderen for at blive ansat til for eksempel maksimum at måtte have 30 rejsedage, og det er lidt den samme tendens, jeg oplever i trænerverdenen. Folk siger, at de tænker fodbold 24/7, men én ting er at tænke. Det er ligesom at være selvstændig, der skal man også knokle for det hele tiden. Men det er jo bare fagre nye verden. Hvis FC Midtjylland virkelig kan finde deres nye spillere ved hjælp af noget smart teknologi, så har maskinerne jo til dels overtaget mit job,” konstaterer Ove Pedersen.