Pione Sisto: Der kan pludselig ske noget
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Superliga

Pione Sisto: Der kan pludselig ske noget

Pione Sistos fremtid afgøres i løbet af de næste timer, og FCM-profilen venter spændt på, hvad der skal ske. Han understreger, der kan ske noget.

Sommerens mest omtalte Superliga-spiller går nogle meget afgørende timer i møde. Skal eller skal Pione Sisto ikke til en større klub i det igangværende transfervindue? Interessen har sommeren igennem været massiv, og der er løbende tikket store bud ind på FC Midtjylland-stjernen. Senest fra Premier League-klubben West Ham.

Hovedpersonen selv befinder sig i øjeblikket i Helsingør sammen med resten af det danske landshold, og her kan han kun vente på at få klarhed over, hvad fremtiden bringer.

- Min situation er kort og godt, at jeg er FC Midtjylland-spiller lige nu, siger Pione Sisto til tipsbladet.dk.

Er du så også det i morgen?

- Det er det, der er svært at sige. Der kan lige pludselig godt ske noget.

Han understreger, at han ikke vil have noget imod at blive i FC Midtjylland, selv om det hele sommeren har trukket op til, at han skal til en større adresse og udfolde sit talent.

- Det vil jeg have det fint med. Som jeg også har sagt før, så vil det ikke være skidt at blive i Midtjylland, når vi nu også har kvalificeret os til Europa League, siger Pione Sisto, der glæder sig til, at transfervinduet snart smækker i:

- Jeg glæder til, at vi kommer på den anden sidste af transfervinduet, og der kommer lidt mere ro på. Det har taget noget energi fra mig, og jeg har måttet tage stilling til en del ting. Men jeg har også ambitioner om en dag at komme ud, og hvis du gerne vil det, så hører sådan noget med.

Pione Sisto stod over i FC Midtjyllands kamp mod Hobro IK i går med en overbelastningsskade, men ifølge ham selv er han klar til strabadserne med landsholdet.