Da Paul Jatta kom til Brøndby for to-et-halvt år siden, håbede klubbens tilhængere på, at en "ny Claude Makelele" havde fundet vej til den københavnske vestegn. Sådan udviklede tingene sig desværre ikke, og i aftes blev den 20-årige gambier så fritstillet.
Dermed er den defensive midtbanespiller færdig i den blå/gule trøje, men ikke nok med det - han er også færdig i Danmark og Skandinavien. En lejeaftale til Randers FC faldt til jorden, og det får nu Jatta til at forlade landet.
Ifølge tipsbladet.dks oplysninger var lejeaftalen med Randers FC så godt som færdiggjort, da Paul Jatta trak sig. Det var dog ikke spilleren selv, der tog beslutningen. Det var i stedet hans onkel, der ejer et akademi i Gambia, der ikke ville lade nevøen skifte til 1. divisionsklubben på en lejeaftale af seks måneders varighed. I stedet ønsker onkelen nu, at 20-årige Jatta starter karrieren forfra i hjemlandet.
Midtbanespillerens agent, Tim Hager, er ikke meget for at kommentere på historien, men han bekræfter gerne, at Danmark nu er lukket land for Paul Jatta.
- Han skal væk fra Danmark og til et andet land, siger en kortfattet Tim Hager til tipsbladet.dk.
Paul Jatta nåede 21 førsteholdskampe i Brøndby-trøjen - heriblandt 19 i Superligaen.