Parken S&E smider flere penge efter FC København
Foto: Tipsbladet
Superliga

Parken S&E smider flere penge efter FC København

Næste år skal mesterskabet til FC København, og i løbet af de næste fem år skal FCK i Champions League minimum to gange. Det kræver flere penge, og dem er Parken Sport & Entertainment klar med.

FC Midtjylland har matematisk ikke sikret sig det danske mesterskab endnu, men der er formentlig ingen, der er i tvivl om, at guldet ender på den jyske hede i denne sæson.  Det er man heller ikke i FC København, der ellers er den eneste reelle udfordrer til det midjyske tophold.

I delårsrapporten fra Parken Sport & Entertainment, som er selskabet bag FC København, fremgår det, at målet om at vinde mesterskabet i denne sæson ikke bliver indfriet. I stedet går man benhårdt efter at hive guldet hjem i næste sæson.

Og i den forbindelse er Parken Sport & Entertainment parate til at smide endnu flere penge efter FC København, der i de kommende år også skal tilbage i Champions League-gruppespillet. 

- Det er FC Københavns sportslige målsætning at vinde det danske mesterskab i sæsonen 2015/2016, ligesom det er FC Københavns målsætning at kvalificere sig til UEFA Champions League gruppespillet i to ud af fem år.  Dette kræver international konkurrencedygtighed i spillertruppen, og Parken Sport & Entertainment har derfor besluttet at øge investeringen i FC København i 2015, står der i delårsrapporten.

Det forlyder ikke, hvor meget Parken Sport og Entertainment øger investeringen i FC København med, men det fremgår, at selskabet venter et underskud på mellem 15 og 25 millioner kroner for 2015.  I 2014 meddelte man ellers, at forventningen til 2015 var et overskud på op mod 50 millioner kroner.