Superliga

Oviedo ude af Uniteds søgelys

Manchester United er ude efter en ny venstre back. FC Københavns Bryan Oviedo har været et emne, men interessen er formentlig forsvundet.

FC Københavns venstreback, Bryan Oviedo, har med de seneste måneders gode spil tiltrukket sig en del opmærksomhed fra udenlandske klubber, der ser store kvaliteter i den 22-årige spiller.

Blandt andet skulle Manchester United på et tidspunkt have en føler ude omkring Oviedo, men den forbindelse er nu kold, mener Manchester Evening News' James Robson, der dækker Manchester United tæt.

- De har været kraftigt linket, men jeg tror, at historien er færdig. Vi lægger mere vægt på forbindelsen med Leighton Baines, som Everton dog ser ud at have sat en høj pris på. Aly Cissokho fra Paris Saint Germain er også nævnt, siger han til tipsbladet.dk.

- Men faktum er, at de kigger efter en venstreback. Evra havde ikke én af sine bedste sæsoner sidste år, og reserven på position, Fabio, er udlejet til Queens Park Rangers. Ferguson sagde også i starten af juli, at de ville hente en ny venstreback ind, så spørgsmålet er, om de henter en ung, talentfuld spiller ind eller han køber en.

Men Robson mener alligevel, at der sandhed i de rygter, der har været.

- De har helt sikkert set ham. Når spilleren har kvalitet, så har de set ham. De har selvfølgelig scouts ude overalt.

På det seneste er Oviedo sat i forbindelse med et skifte til Juventus og Everton. Blandt andet skulle Everton-manager David Moyes have været i Parken for at vurdere Oviedo ved selvsyn. Det skete ved kampen mod AaB den 28. juli.

Bryan Oviedos kontrakt med FC København udløber næste sommer og et sommerskifte kan virke endnu mere aktuelt efter, at FC København netop har tilknyttet den tidligere landsholdsspiller Michael Jakobsen, der både mestrer en tjans som venstre back og i det centrale forsvar.