Ove P efter første Hobro-kamp: De første 12 minutter var gode, men så
Foto: Asbjørn Sand/Polfoto
Superliga

Ove P efter første Hobro-kamp: De første 12 minutter var gode, men så

Ove Pedersen er kommet til Hobro som brandslukker, men i den første kamp blev det til et nederlag på 0-2 til Sønderjyske, hvor han bestemt ikke var tilfreds med det, han så holdet præstere.

Ove Pedersen havde søndag første kamp med sin nye klub Hobro. Her blev det til et nederlag på 0-2 til Sønderjyske på udebane, og det var da heller ikke en jublende glad træner, der efter kampen skulle gøre status over kampen.

Det gjorde Ove Pedersen i et interview med Canal 9.

- Det jeg var tilfreds med, det var de første 12 minutter. Det synes jeg, at vi kan tillade os at rose os selv. Men jeg er meget utilfreds med resten af første halvleg. Det er der, vi taber fodboldkampen. Udfra det jeg gerne vil, så prøver vi ikke på at gøre det rigtige resten af første halvleg. Det gør vi så i anden halvleg - uden at det bliver smukt, det er jeg udmærket klar over. Men trods alt prøver vi at gøre de ting, som vi skal. Vi får det bare ikke udført ordentligt, siger Ove Pedersen.

Han kunne dog godt se nogle detaljer, hvor han kunne se noget godt. Det var der bare kun i halvdelen af kampen. 

- Der var tendenser til, at det gik den rigtige vej i anden halvleg. Jeg snakker ikke spillemæssigt. Det er mere det, at vi skal være et svært hold at spille mod og bedre organiserede og sådan nogle ting. Der var jeg ikke så utilfreds i anden halvleg. Men med spillet var jeg.

Med nederlaget er Hobro på sidstepladsen med seks point efter Esbjerg, der senere i denne runde møder OB.