Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: SønderjyskE - AC Horsens

Kampen om en plads i top seks løber af stablen, når SønderjyskE på hjemmebane tager imod AC Horsens i en kamp mellem Superligaens nummer syv og nummer seks.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 13.00
Spillested: Sydbank Park, Haderslev
Dommer: Peter Kjærsgaard
På TV: Eurosport 2
Twitter: #SJEACH #sldk

Holdnyt:

SønderjysjE:
Et pokalavancement mod Hvidovre IF på 2-0 kunne meget vel have været endt anderledes for SønderjyskE. De skulle helt frem til det 91. minut, før Troels Kløve først bragte dem på 1-0 og efterfølgende scorede til 2-0 også. 

Nu venter et Superligaopgør, hvor SønderjyskE skal tilbage på rette vej, efter Lyngby i sidste runde endte SønderjyskEs stime på fem kampe i træk med sejr. Stimen bragte SønderjyskE op på 20 point, som pt. rækker til en syvendeplads - kun et point efter AC Horsens på sjettepladsen.

I kampen mod Lyngby havde Marc Pedersen karantæne, og i hans fravær spillede Ramon Rodrigues. Det ventes dog, at Marc Pedersen er tilbage i startopstillingen.

På skadesfronten har SønderjyskE på det seneste været hårdt ramt, men både Tommy Behcmann og Johan Absalonsen er kommet tilbage. Det efterlader en enkelt mand på skadeslisten, hvor Casper Olesen stadig sidder ude med en brækket ankel.

AC Horsens:
Mikkel Jespersen blev matchvinder med et enkelt mål, da AC Horsens slog FC Helsingør ud af pokalturneringen med 1-0. Dermed udbyggede Bo Henriksens tropper deres stime uden nederlag til fire kampe, eftersom klubben ikke har tabt siden nederlaget på 5-2 til FC Midtjylland. Mikkel Jespersen kan derfor banke på til en startplads.

Det er derfor et hold med selvtillid, der tager til Sydbank Park for at bevare deres plads i top seks. Får holdet bare et enkelt point samtidig med, at AaB ikke vinder i deres kamp mod Brøndby, er Horsens sikre på at være i top seks en runde endnu.

Bo Henriksen har ligesom Jakob Michelsen kun en enkelt fraværende. Her drejer det sig om kantspilleren Joseph Mensah, der har brækket benet og først er tilbage efter nytår. Ellers er det en trup uden hverken skader eller karantæner. Der er dog et spørgsmålstegn i Doneil Henry, der er taget til Canada for at få styr på sit visum. Om han når tilbage til kampen mod SønderjyskE vides ikke.

Karantæne:
SønderjyskE:
Ingen.
AC Horsens: Ingen.

Bud på startopstillinger:

SønderjyskE (4-1-4-1): Fernandes - Pedersen, Luijckx, Kanstrup, Dal Hende - Drachmann - Zinckernagel, Madsen, Rømer, Kløve - Uhre

AC Horsens (4-4-2): Dannevang - Nymann, Nielsen, Sanneh, Møller - Kryger, O'Brien, Tshiembe, Hansson - Finnbogasson, Bjerregaard

Profilen:
André Bjerregaard udnyttede i seneste Superliga-kamp en pragtfuld aflevering fra Hallur Hansson til at score til 1-0 mod Randers (se mål og assist øverst i artiklen), som blev kampens resultat. AC Horsens har for vane at spille tilbagetrukket fodbold, og bliver det tilfældet mod SønderkyskE, bliver André Bjerregaard med sin hurtighed endnu en gang en vigtig mand for Bo Henriksen. Bjerregaard er på tre sæsonmål og fem assists, så hvis Horsens skal have noget med fra kampen, skal Bjerregaard sendes i dybden.

Vidste du, at...: 
AC Horsens med længder er det hold i Superligaen, der har haft bolden mindst med 36 procent pr. kamp? Det er dog ikke nødvendigt for de gule at have bolden særlig meget, fordi de samtidig er det hold, der har den højeste scoringseffektivitet med 13 procent. Kampens modstander ligger på henholdsvis 46 og ni procent.

Dom:
Det bliver en kamp med to hold, der står med en stærk organisation og på den måde prøver at provokere modstanderen til at begå fejl. To hold med samme spillestil har det med at gøre livet svært for hinanden, og derfor tror vi på tipsbladet.dk, at kampen ender med få mål. SønderjyskE drager dog fordel af hjemmebanen og tager en sejr på 1-0.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: