Optakt: Ny FCK-stjerne klar til Superligaen
Superliga

Optakt: Ny FCK-stjerne klar til Superligaen

Udekampe i Haderslev har tidligere voldt FC København store problemer. Løber løverne panden mod muren søndag eftermiddag?

Kampfakta:

Spillested: Sydbank Park, Haderslev

Dommer: Michael Johansen

Kampstart: Søndag klokken 16.00

På TV: Canal 9

Twitter: #sjefck

Holdnyt:
SønderjyskE:
Jakob Michelsen har fået en god start på livet som SønderjyskE-træner. Det første opgør mod FC Nordsjælland blev vundet sikkert, og senest gjorde holdet en god figur mod FC Midtjylland, selv om det endte med et nederlag. Det er et hold, der på alle måder ligner sig selv, som om der altså er skiftet træner.

Søndag gælder det så FC København, som holdet mange gange i tidens løb har gjort livet surt for. Mest legendarisk er naturligvis 5-0-sejren i pokalen tilbage i 2009. Sådan går det næppe søndag, men hvis Thomas Dalgaard og co. rammer topniveauet, skal de københavnske mesterskabsfavoritter nok få det vanskeligt i Haderslev.

SønderjyskE må undvære Ayoub Sørensen og Bo Storm. Det skal blive spændende at se, om nytilkomne Emmanuel Okwi får debut.

FC København:
Bliver det FC Københavns sæson? Man sidder lidt med fornemmelsen af, at hvis Ståle Solbakkens mandskab kan tage til en svær udebane som den i Haderslev og vinde i en uge, hvor holdet også har været i Tjekkiet og spille Europa League, så kan det meget vel blive det.

Løverne råder over Danmarks indiskutabelt bedste trup, og mod Esbjerg i sidste runde så man glimtvis, at profilerne også kan spille sammen. Mod SønderjyskE skal det blive spændende at se, om onsdagens kamp mod Jablonec sidder i benene, eller om FCK har så bred en trup, at de kan håndtere mange kampe på kort tid.

Opgøret mod SønderjyskE bliver også kampen, hvor FCK's nye stjerneangriber Frederico Santander med al sandsynlighed får sin Superliga-debut. Om det bliver fra start ligesom i opgøret mod Jablonec må tiden vise.

Andreas Cornelius ser ud til at snyde alle prognoser og blive sin skade kvit på rekordtid, men han er stadig ikke klar til kamp for FCK, der også må undvære Christoffer Remmer, Bashkim Kadrii, Danny Amankwaa, Youssef Toutouh og Kris Stadsgaard.

Karantæner:
SønderjyskE: Ingen
FC København: Ingen

Bud på startopstillinger:
SønderjyskE

(3-5-2): Skender- Kanstrup, Muusmann, Pereira- Paulsen, Guira, Kløve, Madsen, Drachmann- Absalonsen, Dalgaard.

FC København

(4-4-2): Andersen- Ankersen, Nilsson, Zanka, Augustinsson- Kusk, Delaney, Amartey, Verbic- Jørgensen, Pourié.

Vidste du, at..:
Marvin Pourié scorede, da SønderjyskE og FCK senest tørnede sammen. Dengang var det som SønderjyskE-spiller, da tyskeren som bekendt var lejet ud til Haderslev-klubben i sidste sæson. Søndag ventes han at starte inde for FC København.

Dom:
Det bliver helt sikkert ikke en målfest søndag eftermiddag i Haderslev. Det gør det meget, meget sjældent, når de to hold krydser klinger. På den anden side er der heller ikke den store 0-0-historik mellem de to mandskaber. FC København vinder 1-0.

Seneste indbyrdes kampe, form og tabel: