Optakt: Hobro IK - FC Midtjylland
Superliga

Optakt: Hobro IK - FC Midtjylland

FC Midtjylland har kørt Hobro over i sæsonens første to indbyrdes kampe. Nu har Hobro en sidste chance for at besejre midtjyderne.

Kampfakta:
Spillested: DS Arena, Hobro
Dommer: Jens Maae
Kampstart: Mandag klokken 19.00
På tv: TV3 Sport 1
Twitter: #hobfcm
 
Holdnyt:
Hobro IK:
Der er en duft af Hobronze i Himmerland, for de lokale helte fra Hobro IK er aktuelt kun ét point fra tredjepladsen i Superligaen. Det er så imponerende som det kan blive, og sidste søndags 1-0-sejr over Brøndby har kun fået optimismen til at stige yderligere. 
 
Nu venter imidlertid en skrækmodstander i FC Midtylland, der har vundet de to første indbyrdes opgør mellem holdene ganske suverænt. 
 
Mikkel Thygesen er klar igen efter en skade, men skal kæmpe sig ind på holdet efter reserven Mads Jessen har gjort det godt. Thygesen kan dog muligvis få en rolle på kanten, hvor Martin Mikkelsen er i karantæne.
 
FC Midtjylland:
FC Midtjylland viste i seneste runde, at holdet også vinder fodboldkampe, når det spiller skidt. Faktisk vinder FC Midtjylland bare når de spiller, og kursen er sat mod det danske mesterskab. En sejr over Hobro vil være endnu et skridt i den retning, og det ser ud til at blive svært at stoppe FC Midtjylland-toget.
 
Jim Larsen måtte udgå ved pausen af seneste kamp, og han er ikke med i truppen. Dermed bliver der plads til Patick Banggaard, ligesom målmand Johan Dahlin er tilbage i truppen. Pione Sisto bliver ikke klar til kampen mod Hobro. 
 
Karantæne:
Hobro IK: Martin Mikkelsen
FC Midtjylland: Ingen
 
Superliga-form:
Hobro IK: V-T-U-V-V
FC Midtjylland: V-V-U-V-V
 
Bud på startopstillinger:
Hobro IK (4-5-1): Rask – Bøge, Egholm, Justesen, Tjørnelund – Thygesen, Damborg, Jessen, Thomsen, Hvilsom – Antipas 
 
FC Midtjylland (4-5-1): Dahlin– Bak, Banggaard, Sviatchenko, Lauridsen – Hassen, Poulsen, Sparv, Andersson – Pusic
 
Vidste du, at...:
I 2006/07-sæsonen spillede Hobro i 2. division vest og mødte FC Midtjyllands reservehold. Dengang vandt FCM 2 med 2-0 i Hobro for øjnene af 219 tilskuere. 
 
Dom:
Selvom Hobro  har været fremragende i denne sæson, har holdet haft problemer mod FC Midtjylland, der har vundet samlet 8-1 i de første to indbyrdes kampe. Det ligner endnu en sejr til FC Midtjylland, der bare har et stærkere hold. Vi byder på 0-2.