Optakt: FC Nordsjælland - Esbjerg
Illustration
Superliga

Optakt: FC Nordsjælland - Esbjerg

Har Esbjerg igen gummiben efter en europæisk midtugekamp? Svaret får vi i Farum søndag eftermiddag.

Kampfakta:
Spillested: Farum Park
Dommer: Anders Poulsen
Kampstart: Søndag den 3. august kl. 17.00
På tv: Canal 8 Sport
Twitter: #fcnefb

Holdnyt:
FC Nordsjælland: Farum-klubben har gjort nogenlunde, hvad man kunne forvente af dem i sæsonens to første kampe. Først besejrede holdet FCV hjemme i Farum, mens man i sidste weekend led et nederlag i Telia Parken til FC København. Spillemæssigt ligner holdet sig selv, efter at Olafur Kristjansson har taget over efter Kasper Hjulmand, men endnu har den islandske træner ikke fået forstærkning til sit hold, selv om FCN har proklameret, at der skal hentes nye spillere. FCN er sluppet for skader op til sæsonen, og derfor har Olafur Kristjansson næsten frit valg på alle hylder til søndagens kamp. Dog er det stadig for tidligt for Kasper Lorentzen, der ellers er godt på vej tilbage efter sin lange skade.

Esbjerg: Esbjerg er traditionelt ikke specielt gode i de runder, hvor optakten har budt på europæisk fodbold, og i sidste weekend måtte vestjyderne da også nøjes med 1-1 mod SønderjyskE i kølvandet på opgøret mod Kairat Almaty. Denne gang er det igen et tema for Esbjerg, der torsdag spillede Europa League-kamp i Polen. Dertil skal man medregne, at Esbjerg har mange skader, halvskader og spillere, der lige er kommet tilbage i truppen. Mikkel Vestergaard er ude efter den alvorlige skade, han pådrog sig i sidste weekend, mens Hans Henrik Andreasen og Lasse Rise formentlig også står over mod FCN. Derimod ventes Martin Bergvold og Jerry Lucena at være tilbage, mens Daniel Stenderup kan få sine første Superliga-minutter for Esbjerg.

Karantæne:
FC Nordsjælland: Ingen
Esbjerg: Ingen

Superligaform:
Esbjerg: V-V-U-T-U
FC Nordsjælland: T-V-U-V-T

Bud på startopstillinger:
FC Nordsjælland (4-3-3): Jensen- Maksø, Runje, Gregor, Mtiliga- Ticinovic, Vingaard, Christensen- Bech, Aabech, John.

Esbjerg (4-4-2): Dubravka- Laursen, Jakobsen, Gomes, Knudsen- Ankersen, Lekven, Andersen, Lyng- Fellah, Pusic.

Vidste du at...:
Esbjerg var noget nær FC Nordsjællands skrækmodstander i sidste sæson. Ved alle tre lejligheder løb Farum-klubben ind i et nederlag til Niels Frederiksens tropper. 4-0, 2-1 og 1-0 vandt vestjyderne over FCN, og så er det desuden værd at bemærke, at de to klubber i 33 indbyrdes Superliga-kampe aldrig har spillet 0-0.

Dom:
Esbjergs torsdagskamp i Polen sidder med garanti stadig i benene søndag eftermiddag, og i den forbindelse er et FC Nordsjælland-mandskab hjemme på kunstgræsset i Farum alt andet end en sjov modstander. Vi tror, det godt kan gå hen og blive meget målrigt, og derfor tipper vi en 3-2-sejr til FC Nordsjælland.

Spil på 3-2 til FC Nordsjælland til odds 25,00 hos Danske Spil.

Følg kampen i tipsbladet.dk's LIVE-center.