Optakt: Brøndby skal hævne ydmygelser
Superliga

Optakt: Brøndby skal hævne ydmygelser

Brøndby led tre ydmygende nederlag til Hobro IK i sidste sæson. Nu skal der tages hævn.

Kampfakta:

Spillested: Brøndby Stadion

Dommer: Jakob Kehlet

Kampstart: Søndag klokken 18.00

På TV: TV3+

Twitter: #bifhob

Holdnyt:
Brøndby IF:
Det er blevet en grim vane, at Brøndby skal starte en sæson dårligt. Efter to nederlag i to kampe er det også sket i denne omgang, og det gør søndagens opgør meget vigtig for de blå-gule. Og så er det mod netop Hobro. I sidste sæson tabte de blå-gule stjerner alle tre kampe til de semiprofessionelle nordjyder, og det er en plet, Brøndby ikke kan vente med at få vasket af.

Både resultat- og spillemæssigt haltede det for Brøndby i premieren mod AGF, mens der var bedre takter at spore mod OB, hvor det hovedsageligt var kæmpe afbrændere fra Johan Elmander og Teemu Pukki, der gjorde, at det ikke blev til point. Chancer skal Brøndby med sikkerhed nok komme frem til mod Hobro - så gælder det bare om at sparke dem ind.

Til det formål har klubben hentet Ronnie Schwartz, der kan få sin Superliga-debut i søndagens kamp. "Plaffeministeren" skal med sikkerhed nok score mål for Brøndby - det skal blive spændende at se, om han åbner målkontoen mod Hobro. Modsat har Brøndby sagt farvel til Alexander Szymanowski.

Brøndby mangler fortsat langtidsskadede Thomas Kahlenberg, og desuden må Daniel Agger holde en ufrivillig pause på godt halvanden måned. Desuden er der tvivl om Martin Ørnskov, Christian Nørgaard og Martin Albrechtsen. Sidstnævnte udgik med en skade mod AC Omonia, mens Ørnskov og Nørgaard var ude af truppen.

Hobro IK:
Hobro er i samme båd som Brøndby - nul point i to kampe. Senest tabte holdet lokalopgøret til AaB, og det var helt vildt så mange chancer, Hobro tillod imod sig i det opgør. Sker det på Brøndby Stadion, kan det godt blive en meget grim oplevelse.

Nordjyderne kæmper stadig med at finde manden, der skal score målene, nu hvor Mads Hvilsom er væk, og det er svært at pege på en oplagt. Nytilkomne Mayron George er det bedste bud, men han har endnu ikke været i aktion.

Desuden lider Hobro under, at Quincy Antipas fortsat døjer med en skade.

Karantæner:
Brøndby IF: Ingen
Hobro IK: Ingen

Bud på startopstillinger:
Brøndby:

(4-4-3): Hradecky- Larsson, Ørnskov, Dumic, Durmisi- Phiri, Elmander, Holst- Eriksson, Pukki, Rashani.

Hobro IK:

(4-1-4-1): Rask- Bøge, Justesen, Egholm, Tjørnelund- Damborg- Mikkelsen, Povlsen, Kaya, Jessen- Beck.

Vidste du, at..:
Det ikke er noget godt tegn for Brøndby, at Jakob Kehlet skal passe fløjten søndag aften. Han dømte også de to første kampe mellem Brøndby og Hobro i sidste sæson, og de opgør endte som bekendt begge med en Hobro-sejr. Begge kampe blev imidlertid spillet i Hobro.

Dom:
Brøndby vil have hævn, og den får de. Hvis man sammenligner de to mandskaber, er Brøndby bare et bedre hold, og det kommer til udtryk i det fjerde indbyrdes møde mellem de to hold. 2-0 til Brøndby.

Seneste indbyrdes kampe, form og tabel: