Optakt: Brøndby IF - SønderjyskE
Superliga

Optakt: Brøndby IF - SønderjyskE

Medaljer er på spil, når Brøndby IF får besøg af SønderjyskE. Begge hold kommer til kampen med noget at spille for.

Kampfakta:
Spillested: Brøndby Stadion
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
Kampstart: Søndag klokken 17.00
På tv: Canal 9
Twitter: #bifsje #sldk
 
Holdnyt:
 
Brøndby IF:
Pligtsejren i Hobro kom i hus for Brøndby IF, der til tider var presset af Ove Pedersens mandskab. Således missede Hobro flere gyldne muligheder, og klubben havde også et forsøg på overliggeren sidst i kampen.

Men Brøndby kom hjem med de tre point, og nu er holdet i den situation, at europæisk deltagelse er sikret til næste sæson. Og mod SønderjyskE kan klubben spille sig i top tre, hvis det bliver til en sejr samtidig med et nederlag til FC Midtjylland. Det vil betyde bronze for andet år i træk.

Johan Elmander er ude med karantæne, mens Johan Larsson og Frederik Holst vender tilbage fra karantæne. Det giver træner Auri Skarbalius lidt mere at vælge imellem. Thomas Kahlenberg og Daniel Agger er formentlig ude med skder igen.

 
SønderjyskE:
Med et kvarter igen af opgøret mod Randers FC var SønderjyskE på vej mod sølvmedaljerne. Med en føring mod Randers og et uafgjort resultat mellem AaB og FC Midtjylland ville SønderjyskE's andenplads være i hus, men desværre for holdet, der var uden træner Jakob Michelsen, fik Mikael Ishak udlignet til slutresultatet 1-1. Dermed skal SønderjyskE have point i Brøndby for at sikre sølvmedaljerne. 
Kees Luijckx, Søren Muusmann og Troels Kløve sidder ude med skader i sæsonens sidste kamp, hvor SønderjyskE altså skal forsøge at sikre den andenplads, som få før sæsonen nok havde troet på.
 
Karantæne:
Brøndby IF: Johan Elmander
SønderjyskE: Ingen
 
Bud på startopstillinger:
Brøndby IF:

Brøndby IF (4-4-2): Rønnow - Larsson, Albrechtsen, Juelsgård, Durmisi - Hjulsager, Holst, Phiri, Boysen - Pukki, Wilczek

SønderjyskE:

SønderjyskE (4-1-4-1): Skender - Pedersen, Kanstrup, Dickoh, Dal Hende - Drachmann - Kroon, Guira, Madsen, Absalonsen - Bechmann

Profilen:
Johan Absalonsen blev inden SønderjyskE's opgør mod Randers kåret til årets spiller af klubbens fans, og søndag kan han være med til at sætte en streg under SønderjyskE's fantastiske sæson ved at hjælpe klubben til point mod Brøndby. Absalonsen har i denne sæson scoret 12 gange og assisteret fire mål i 30 Superliga-kampe. Pænt af kantspilleren, der i øvrigt nu vender tilbage til Brøndby, hvor Absalonsen startede sin professionelle karriere.

Vidste du, at...:
SønderjyskE sætter rekord, hver gang klubben får point. Klubbens tidligere pointrekord hed 44 i 2011/2012-sæsonen - i denne sæson står klubben aktuelt på 59 point. Det er ganske enkelt imponerende.

Dom:
Det er rundens mest interessante kamp, i og med at begge klubber har noget at spille for. Brøndby skal vinde, SønderjyskE skal bare bruge ét point. Nu har udeholdet været undertippet det meste af sæsonen, selv om de har vundet, så vi satser på, at de gør arbejdet færdigt og får point. 1-1 slutter det i Brøndby.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: