Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Brøndby IF - FC Nordsjælland

Det plejer blive målrigt, når Brøndby IF og FC Nordsjælland mødes, og det kan det meget vel blive igen søndag.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Brøndby Stadion, Brøndby
Slutspil: Mesterskabsspil
Dommer: Michael Tykgaard
På TV: 3+
Hashtag: #biffcn #sldk

Holdnyt:
Brøndby IF:
I begyndelsen af ugen sagde Benedikt Röcker, at han aldrig tidligere i sin karriere havde prøvet at spille så mange store og vigtige kampe på så kort tid. Det er ikke kun, fordi Röckers tidligere hold ikke var blandt dem, der spillede med om de store titler. Det er også, fordi Brøndby ikke spiller andet end store, vigtige kampe i øjeblikket.

Vi nævner i kronologisk rækkefølge: FC København, FC Midtjylland, FC Nordsjælland, pokalsemifinale mod FC Midtjylland og så altså FCN igen søndag. Det er fem kampe mod de tre hold, der ligger umiddelbart bag Brøndby i tabellen. I løbet af 14 dage.

Det skal bliver spændende at se, hvor meget Alexander Zorniger roterer i sin startopstilling mod FCN. Han stillede med stærkeste hold i pokalsemifinalen torsdag aften, og med de kampe store kampe inden for kort tid in mente betyder det måske rotation.

Christian Nørgaard, der sad ude mod FC Nordsjælland i seneste runde, er blevet klar igen, så Zorniger har en skadesfri trup at vælge fra  – og ikke mindst rotere i.

FC Nordsjælland:
Kasper Hjulmands hold har haft det svært mod de andre tophold, siden mesterskabsspillet gik i gang. Det har blot vundet ét af de første fem opgør, det var på hjemmebane mod AaB, og ellers er det blevet til tre nederlag og én uafgjort.

Underholdningsværdien har dog ikke fejlet noget, og der er mindst blevet scoret tre mål i FC Nordsjællands fem kampe indtil nu. Særligt sidste rundes 3-4-nederlag til netop Brøndby var medrivende.

Kampen indkapslede også holdets styrker og svagheder: Få angriber bedre og scorer flere mål end FCN (faktisk kun Brøndby), men kun fire andre hold i Superligaen har lukket flere mål ind i sæsonen.

Nu får Hjulmand så endnu flere fodrappe brikker at flytte rundt med i offensiven. En smule overraskende var både Jonathan Amon og Godsway Donyoh en del af truppen i søndags. Førstnævnte kom desuden på banen i pausen.

Det overlader langtidsskadede Martin Frese og Patrick Dal Silva på det nordsjællandske lazaret. Mere kritisk er det dog, at Mathias Jensen, anfører og spielmacher, har karantæne. Til gengæld er Victor Nelsson tilbage fra karantæne.

Karantæne:
Brøndby IF: Ingen
FC Nordsjælland: Mathias Jensen

Bud på startopstillinger:
Brøndby IF (4-3-1-2): Rønnow – Larsson, Arajuuri, Röcker, Jung - Fisker, Nørgaard, Tibbling – Mukhtar – Wilczek, Pukki

FC Nordsjælland (4-3-3): Runarsson – Bartolec, Hansen, Jenssen, Pedersen – Kofoed Andersen, Nelsson, Rygaard – Asante, Damsgaard, Rasmussen

Profilen:
FC Nordsjælland må undvære holdets bedste spiller, Mathias Jensen. I hans sted kan Mikkel Rygaard meget vel blive rykket ned på den centrale midtbane. Rygaard har overblikket og pasningsfoden til at vikariere, og han gjorde det glimrende, da han kom ind på midten mod Brøndby i sidste runde. Det var ganske vist sammen med Jensen, men Rygaard viste, at han har evnerne.

Vidste du, at..:
Der er al mulig grund til at tro, at vi har mål søndag aften. Dels er holdene de to meste scorende i denne sæson, dels har de blot to gange i 43 indbyrdes opgør i historien gået målløst fra banen. De seneste tre opgør er desuden endt 3-2, 2-4 og 3-4 (FCN nævnt først).

Dom:
FC Nordsjælland har flere gange vist, at de kan byde Brøndby op til dans og også følge med, når trinnene bliver trådt hurtigt. Men de mangler altså også manden, der binder deres spil sammen. Mathias Jensen er vigtig for det hold, og det bliver en svær opgave uden ham.

Dertil kan man jo lægge, at Brøndby ligner et hold, der bare ikke kan tabe. Det har det ikke gjort siden august måned. Derfor tror vi, at det bliver endnu en målrig blågul sejr. 3-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.