Optakt: Brøndby IF - AC Horsens
Superliga

Optakt: Brøndby IF - AC Horsens

Vinder Brøndby for tredje kamp i træk eller kan oprykkerne AC Horsens endnu engang drille og tage point på Vestegnen?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: Brøndby Stadion, Brøndby
Dommer: Jens Grabski Maae
På TV: Canal 9
Twitter: #bifach #sldk

Holdnyt:

Brøndby IF:
Brøndby fortsatte den gode sæsonstart mod Silkeborg IF, som man stensikkert slog 2-0 på udebane efter mål af Andrew Hjulsager og Frederik Holst. Og det var til trods for, at Brøndby havde flere ændringer i holdet i forhold til Europa League-kampen mod Hibernian, da spillere som Daniel Stückler, Rodolph Austin og Patrick Da Silva alle startede inde. Sidstnævnte spiller pådrog sig en alvorlig skade og er ude de næste syv-ni måneder. 

Træner Alexander Zorniger må formodes igen at lave ændringer mod AC Horsens. Christian Nørgaard udgik med en skade af opgøret mod Hertha Berlin og er formentlig ikke med mod AC Horsens.

AC Horsens:
Oprykkerne kom for anden kamp i træk foran 1-0, da man mødte SønderjyskE i sidste runde, men præcis som tilfældet var mod AaB i åbningskampen, formåede Horsens ikke at holde føringen og spillede 1-1. Dermed står man med to point og ligger midt i tabellen, hvilket er en hæderlig start for Bo Henriksens tropper. Men Horsens skal stadig mindske deres fejlprocent - mod SønderjyskE var det et drop af målmanden Nicklas Dannevang, der kostede sejren, da han fumlede bolden i eget net.

Til opgøret mod SønderjyskE vendte den skadesplaget Delphin Tshiembe tilbage i startopstillingen, ligesom islandske Kjartan Finnbogason også blev klar. Horsens må stadig undvære den centrale forsvarsspiller Jacob Berthelsen, som forventes at kunne gøre comeback om en måned.

Karantæne:
Brøndby IF:  Ingen
AC Horsens: Ingen

Bud på startopstillinger:

Brøndby:

Brøndby IF (4-1-2-1-2): Rønnow – Larsson, Juelsgaard, Röcker, Crone – Austin – Hjulsager, Holst – Jakobsen – Stuckler, Pukki

AC Horsens:

AC Horsens (4-4-2): Dannevang – Nymann, Nielsen, Sanneh, Møller – Kryger, Tshiembe, O’Brien, Aabech - Bjerregaard, Hansson

Profilen:
Bubacarr Sanneh deler topscorerlistens førsteplads i Superligaen med to mål og er den eneste Horsens-spiller, der er kommet på måltavlen i sæsonen. Det er ganske imponerende af en midtstopper. 21-årige Sanneh er også en ombejlet herre og er tidligere blevet rygtet til netop Brøndby, som har fulgt ham nøje siden foråret. I søndagens kamp får han en afgørende rolle, når Horsens forsvar vil komme under et voldsomt pres fra Brøndbys offensive spillere. Den unge gambianer er fysisk stærk og vinder næsten alle bolde i luften. Og så kan han som sagt lave mål på dødbolde, hvilket formentlig bliver Horsens bedste mulighed for at score mod Brøndby, hvis målmand endnu ikke er blevet passeret.

Vidste du, at..:
AC Horsens har kun tabt én gang på Brøndby Stadion i de sidste seks kampe, hvor jyderne har besøgt Vestegnen. Horsens er gået fra banen med tre sejre, to uafgjorte og et nederlag. Brøndby vandt seneste kamp på Brøndby Stadion med 2-0 tilbage den 25. november 2012, hvor Dennis Rommedahl og Simon Makienok scorede målene. 

Dom:
Hjemmeholdet er klare favoritter til opgøret, men vi tror kun på en spinkel Brøndby-sejr på 1-0. Brøndby skifter formentlig ud i truppen igen og møder et kompakt oprykkerhold, som endnu ikke har tabt en kamp og har et godt tag på Brøndby.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: