Optakt: AC Horsens - Viborg FF
Superliga

Optakt: AC Horsens - Viborg FF

Viborg FF er i krise og er på vej til at gå på juleferie med en rigtig dårlig fornemmelse. Vender skuden mod AC Horsens?

Kampfakta:
Kampstart: Lørdag klokken 16.00
Spillested: CASA Arena, Horsens
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
På TV: TV3 Sport 1
Hashtag: #achvff

Holdnyt:
AC Horsens:
Gassen er gået en smule af den gule ballon de seneste par runder. En sejr i fem kampe er det blot blevet til for AC Horsens, og tilmed har holdet indkasseret to markante lussinger på 1-5 til henholdsvis FC Midtjylland og AGF. Senest måtte holdet se sig slået af FC Nordsjælland.

Det fjerner dog ikke det overordnede indtryk af, at AC Horsens har leveret fornemt som oprykker i denne sæson, og derfor er Bo Henriksens mandskab så godt stillet, at de har kunnet tåle et par dårlige kampe. Der er dog ingen tvivl om, at Den Gule Fare gerne vil slå tilbage og efterlade et godt indtryk inden vinterpausen.

AC Horsens er igen uden de langtidsskadede Doneil Henry og Josep Mensah.

Viborg FF:
Det er måske gået en lille smule under radaren hos mange, men Viborg FF befinder sig i øjeblikket i en dyb krise. 10 Superliga-kampe uden sejr er det blevet til, siden de grønblusede fra domkirkebyen tog en flot skalp og vandt i Brøndby. Dermed er Johnny Mølbys tropper at finde på næstsidstepladsen, og det tegner et klart billede af et skuffende efterår.

At Viborg så sandelig heller ikke har haft heldet på sin side, hører med til historien, men generelt mangler holdet den berømte sidste sparphed i de to felter. Den største mavepuster af alle fik Viborg mod SønderjyskE, der udlignede til 2-2 dybt inde i overtiden. I det hele taget har Viborg haft overtiden imod sig i denne sæson. På positivsiden har holdet tilsyneladede lært at sparke straffespark.

En anden forklaring på Viborgs nedtur er også, at holdet har været hårdt plaget af skader. Således bliver det helt sikkert et andet og bedre hold, når spillere som Oliver Thychosen, Osama Akharraz og Jeppe Curth vender tilbage. 

Karantæne:
AC Horsens: Ingen
Viborg FF: Ingen

Bud på startopstillinger:
AC Horsens (4-4-2): Dannevang - Nymann, Sanneh, Nielsen, Møller - Kryger, Gemmer, O'Brien, Hansson - Aabech, Bjerregaard.

Viborg FF (4-4-2): Friis Jensen - Pallesen, Rask, Reese, Thorsen - Kamper, Keller, Grønning, Frederiksen - Park, Deble.

Vidste du, at..:
AC Horsens og Viborg FF har mødt hinanden 10 gange i Danmarks bedste fodboldrække, og det er aldrig blevet 0-0. Hvis man tæller møderne i 1. division med, er det kun ved en enkelt ud af 21 lejligheder endt målløst. 

Profilen:
Serge Deble har haft vanskeligt ved at finde vej til netmaskerne i denne sæson, men det kneb ikke for ham i det seneste møde med AC Horsens. Her havde angriberen scoret to mål, inden der var gået en halv time. Viborg skal håbe på noget lignende lørdag eftermiddag, og i det hele taget er det vigtigt, at Serge Deble kommer i gang, hvis Johnny Mølbys tropper skal bane sig vej ud af krisen.

Dom:
Det blev et festfyrværkeri i det seneste indbyrdes opgør. AC Horsens forvandlede 0-2 til 4-2, Lasse Kryger og Serge Deble blev dobbelte målscorere, og Andre Bjerregaard scorede et sandt drømmemål. Lige så meget underholdning er nok for meget at håbe på igen, men kedeligt bliver det formentlig ikke i Horsens, hvor Viborg rejser sig og vinder 2-1.

Seneste indbyrdes kampe, form og tabel: