Okore: Skal bygge mig selv op
Superliga

Okore: Skal bygge mig selv op

FC København-stopperen fortæller, at han er vendt tilbage til dansk fodbold for at bygge sig selv op, og tror, at han falder hurtigt til

FC København kvalificerede sig tidligere på ugen til Champions League, Nicolai Boilesen blev præsenteret dagen efter, og i dag har de forsvarende mestre så fortsat en hektisk uge, der kulminerer, når Brøndby i morgen venter på udebane. Jores Okore er, som det er blevet rygtet i de sidste dage, således blevet præsenteret i den hvide trøje

Skiftet efterfølger et noget blandet ophold hos Aston Villa i engelsk fodbold, hvor Okore startede godt, men siden blev alvorligt skadet og måtte kæmpe for spilletiden i Birmingham-klubben, der nu er i den næstbedste række.

- FCK er Skandinaviens største klub og har vist gang på gang, at man kan være med på internationalt niveau. Det er optimalt for mig, at jeg kan komme til en klub, der har samme store ambitioner som jeg selv, siger Okore til fck.dk.

- Min tid i England endte ikke lige så godt, som den startede, men jeg har lært en masse og jeg er topmotiveret for at vise, at jeg stadig er en god fodboldspiller. Nu skal jeg bygge mig selv op stille og roligt og så forsøge at hjælpe holdet i de store og spændende opgaver, der er foran os i klubben. Jeg kan ikke vente med at komme i gang sammen med resten af holdet og jeg kender allerede mange af drengene, så jeg er sikker på, at jeg falder hurtigt til, fortsætter den 24-årige stopper, der har fået en fireårig kontrakt og træner første gang mandag.