Officielt: FC Midtjylland lejer VM-angriber
Illustration
Superliga

Officielt: FC Midtjylland lejer VM-angriber

FC Midtjylland har sikret sig den costaricanske angriber Marco Ureña, som skifter til klubben på en lejeaftale fra FC Kuban Krasnodar

FC Midtjylland bekræfter fredag eftermiddag, at de et nået til enighed med FC Kuban Krasnordar omkring en lejeaftale, som betyder, at den costaricanske angriber Marco Ureña i de næste fire måneder skal tørne ud for Glen Riddersholms tropper. 

- Det er en dygtig spiller, vi får til klubben, og det er meget glædeligt, at aftalen er kommet på plads. Vi har længe ledt efter en hurtig angriber til at supplere vores andre angribere, og med Ureña får vi en ny dimension i truppen som kan gøre os mere alsidige, siger Claus Steinlein til fcm.dk.

Den 24-årige Marco Ureña har spillet femten kampe for det costaricanske landshold, som nåede kvartfinalen under sommerens VM-slutrunde. Men succesen har været sparsom i FC Kuban Krasnodar, hvor han ikke har fået mange minutter i benene. På trods af det, så er Claus Steinlein optimistisk omkring handelen. 

- I og med at Marco Ureña ikke har spillet så mange kampe i Rusland, er det selvfølgelig en joker vi tager ind i truppen. Omvendt har spilleren altså stadigvæk været udtaget til Costa Ricas landshold og spillede under VM. Så vi tror på, at han i vores miljø kan udfolde det store potentiale, som han uomtvisteligt har, siger Steinlein.