Officielt: DC skifter til belgisk fodbold
Superliga

Officielt: DC skifter til belgisk fodbold

Daniel Christensens skifte til belgiske KVC Westerlo er nu officielt. Backen ønskede selv at tage til Jupiler Ligaen.

Daniel Christensen er ny Westerlo-spiller. Det bekræfter AGF på klubbens hjemmeside og den belgiske klub på mandskabets ditto. 

Salget er blevet en realitet, fordi den 27-årige back gerne ville til den flamske klub. 

- Det lå ikke i kortene, at vi skulle sælge DC, men vi har fået en fornuftig aftale med Westerlo, og samtidig vil vi ikke stå i vejen for den spændende mulighed, som pludselig er opstået for DC. Han har givet udtryk for, at han gerne vil forfølge denne chance, og det har vi valgt at imødekomme. DC har ydet en topprofessionel indsats for AGF, og 80 kampe på godt to sæsoner taler sit tydelige sprog. Han har samtidig været en god ambassadør for klubben og er vellidt blandt holdkammerater, trænere og ledere. Vi under ham denne mulighed for et udenlandseventyr, og på vegne af AGF vil jeg gerne takke ham for hans dedikerede indsats og ønske ham held og lykke, siger sportschef Jens Andersson til AGFs hjemmeside. 

Christensen nåede at spille 80 kampe for AGF siden skiftet fra SønderjyskE på en fri transfer i sommeren 2014. Det blev til tre scoringer for backen.