OB's sportsdirektør: Vi har midler til at forstærke vores trup
Det endte med at blive en skuffende sæson for OB, der blot blev nummer otte i Superligaen og altså måtte kæmpe for at undgå at rykke ud af Superligaen. Men der er alligevel noget positivt at tage med for klubben fra Fyn, for foråret var godt, og samtidig fik Kent Nielsen kørt unge, gode spillere ind på holdet, hvor især Frederik Tingager og Casper Nielsen spillede godt, og hvor Jens Jakob Thomasen over en hel sæson også viste gode prøver på talentet.
Der er måske ikke behov for de store forstærkninger denne sommer i OB, der allerede har sikret sig angriber Nicklas Helenius på en fri transfer og målmand Thomas Mikkelsen fra Fredericia. Kun Oliver Lund og Michael Falkesgaard forlader klubben.
OB går derfor ind til et transfervindue, hvor klubben kan agere afventende og se, hvad der lander af muligheder i stedet for at betale for meget for spillere, som reelt ikke har kvaliteten til at forstærke holdet.
Sportsdirektør Jesper Hansen vil ikke ud med, hvad OB kigger på.
- Det er sådan, at vi jo ikke kommer så tæt på det her i det her program, men jeg kan sige sådan, at antalsmæssigt er vi de spillere, vi skal være, og på den måde kan man sige, at jeg forventer et stille vindue i forhold til det, vi har set tidligere. Men der er ingen tvivl om, at vi har nogle midler til at gå ud og forstærke vores trup, og det vil vi også prøve på at gøre, siger Jesper Hansen i den nyeste podcast fra Stemmer Fra Ådalen.
Helt konkret bliver OB-direktøren spurgt ind til om Victor Palsson er et emne, som TV3 Sport har skrevet. Jesper Hansen forsøger umiddelbart at lukke døren for Palsson i OB, men det lykkes ikke helt.
- Jeg synes egentlig, at Victor Palsson som en af de få i Esbjerg har haft en rigtig god sæson og har været god for Esbjerg, men han er ikke umiddelbart på vores liste i OB. Men når jeg nu siger det, er det ikke sådan, at du skal stille spørgsmål om den næste spiller, for det er klart, at nogle gange, når man laver sådan nogle lister i forhold til, hvem man kan tænke sig at drøfte med Ole Nielsen (scout), Kent (Nielsen) og trænerteamet, ja, så er det ikke altid, at vi får nummer et på listen. Derfor kan der komme spillere i spil, hvor vi siger, jamen er det det her, eller skal vi hellere undvære? Men vi har lagt mærke til, han har haft en god sæson for Esbjerg, men han er ikke en af dem, der umiddelbart skal til OB, siger Jesper Hansen altså.
Sportsdirektøren har været i klubben i fire år, og på de fire år har han hentet 42 spillere. Denne sommer lader det ikke til, at der kommer så mange nye navne til.