Superliga

OB skriver med Tore Reginiussen

OB har købet 25-årige norske forsvarsspiller Tore Reginiussen i Schalke 04.

Sidste sæsons sølvmedaljevindere, OB, kan fortælle, at de har købt den norske midterforsvarer Tore Reginiussen i Schalke 04. Kontrakten løber tre år frem og har således udløb i 2014.

Nordmanden er fortrinsvis midterforsvarer, men han kan også spille på den centrale midtbane.

- Vi er glade for, at det er lykkedes at hente Tore Reginiussen til OB. Han er en spiller med et enormt potentiale. Han fik sidste år spoleret af skader, men han er helt ovre problemer, og han har leveret stærkt i Tromsø i foråret. Han er en atletisk og stærk spiller, der samtidig har et solidt overblik og en fremragende og rolig attitude i sin tilgang til spillet, så vi glæder os meget over, at vi kan gøre brug af hans kvaliteter i den kommende kontraktperiode, siger adm. direktør Thomas Christensen til klubbens hjemmeside.

OB’s nyerhvervelse, der i foråret tørnede ud for norske Tromsø, ser også selv frem til at trække i den blå-stribede trøje.

- Jeg er kommet til OB for at spille med helt fremme i ligaen. Der er stor konkurrence i toppen, men jeg tror, at vi har potentialet til at få endnu en god sæson. Der skal være store forventninger til en klub som OB, hvor der er en fast målsætning om at være i toppen – og på sigt komme helt til tops, siger Tore Reginiussen, der føler sig godt tilpas med OB’s værdier.

- OB har nogle stærke værdier om ydmyghed og hårdt arbejde, og det er værdier, som jeg sætter højt både som person og på banen. Personligt håber jeg at præstere på højeste niveau, når jeg får muligheden på holdet, og jeg glæder mig til at komme i gang i Odense, fortæller den 187 cm. høje Reginiussen til klubbens hjemmeside.

Tore Reginiussen har spillet 8-landskampe for Norge. Har tidligere spillet i på et lejeophold i Lecce.