OB sigter mod ny pokaltriumf
Illustration
Superliga

OB sigter mod ny pokaltriumf

OB's cheftræner Troels Bech understreger, at fynboerne tager onsdagens kamp mod Brønshøj i DBU Pokalen dybt alvorligt.

OB møder onsdag aften Brønshøj i den danske pokalturnering. Fynboerne er under pres i Superligaen, men det betyder ikke, at opgaverne i DBU Pokalen bliver nedprioriteret. 

OB-træner Troels Bech har således udtaget det stærkest mulige hold, og han slår fast, at OB tager til Brønshøj for at tage første skridt mod en pokaltitel i denne sæson. 

- Når vi spiller mod Brønshøj i morgen, spiller vi for at vinde pokalturneringen. Vi håber, at kunne spille kampen i en større sags tjeneste, og det har ikke noget med disrespekt for Brønshøj at gøre, men vi håber, at få skabt den succes som vi mangler. Det er en enorm oplevelse at få lov til at spille en pokalfinale, og derfor er motivationen kæmpe stor, og det skal gerne være mere dominerende end bekymringen for, om man kan kikse mod et undertippet hold. Heldigvis har vi rigtig mange spillere, som har spillet på Tingbjerg Stadion før og har et indtryk af det, og derfor forventer jeg ikke, at det er nogen udfordring, siger Troels Bech til ob.dk.

Kampen mellem OB og Brønshøj spilles onsdag klokken 18.00 på Tingbjerg Ground i Brønshøj. OB må undvære de skadede nøglespillere Daniel Høegh, Rasmus Falk og Mads Toppel.