Superliga

OB-keeper før ny skæbnekamp: Vi skal være mandfolk

OB møder lørdag AC Horsens i en meget vigtig udekamp, og her skal fynboerne ikke lade sig rive med af sejren senest mod Randers FC.

OB gik mandag aften ind til foråret i Alka Superligaen med maksimalt pres. Fynboerne var at finde på sidstepladsen efter Viborg-point ude mod FCM, og sejr var derfor tiltrængt i det fynske. Den hentede OB flot gennem 3-0 i en kamp, hvor det var svært at genkende, at OB havde været forårets helt store skuffelse. 

Sejren betyder meget i OB-truppen, hvor den giver selvtillid. OB-mandskabet skal dog hurtigt videre, for sejren må ikke blive en sovepude forud for weekendens møde med AC Horsens. Det understreger OB-keeper Sten Grytebust: 

- Ligeså snart kampen i mandags var slut, så var den smidt til side. Nu vandt vi den kamp, og det er dejligt, men hvis vi taber den næste kamp imod Horsens, så er situationen næsten den samme som før Randers-kampen, så det er en sindssygt vigtig kamp, vi skal spille på lørdag. Det bliver en anderledes kamp, men vi skal gå ind til kampen med et godt mod og et godt spil, siger Sten Grytebust til klubbens hjemmeside.

OB´erne skal desuden vise, hvad de er gjort af i lørdagens svære udekamp: 

- Uden at jeg er Horsens-ekspert, så virker de som et solidt hold, hvor alle spillerne ved, hvad de skal gøre. De har en filosofi, som de følger fra start til slut. De er fysisk stærke, og de trækker sig ikke fra noget, og vi skal i den grad være mandfolk på lørdag, fortæller Grytebust.

OB gæster AC Horsens klokken 16:00 lørdag.