OB holder fast: Ingen angrebskøb

Morten Skoubo har ikke Peter Utakas dybdeløb og hurtighed. Det erkender han selv. Sportsdirektør Poul Hansen er enig i, at OB kommer til at mangle en angriber. Alligevel vil de (formentlig) ikke investere.

OB-træner Henrik Clausen mener ikke, at Morten Skoubo er spidsangriber. Skoubo selv er enig i, at han ikke er en type som Peter Utaka, der truer modstandernes forsvar i dybden. Det efterlader OB med meget få muligheder i angrebet, idet Peter Utaka (næsten) er solgt, og Djiby Fall er væk.

Udover Morten Skoubo er Rasmus Falk, Bashkim Kadrii, Rurik Gislason, Hans Henrik Andreasen og Andreas Johansson også muligheder på toppen. Men ingen af dem er fuldblodsangribere, og OB er sågar klar til at give slip på sidstnævnte, hvis der kommer et bud. Sportsdirektør Poul Hansen erkender, at der er småt med spidsangribere, men han gentager samtidig, at OB formentlig først investerer til sommer.

- Det er rigtig nok, at Skoubo ikke er typen, der ligger inde i feltet konstant som midtangriber. I Brøndby faldt han meget ned i banen og gjorde plads til Elmander. Han er stadig en typisk angriber, og det er også det, han er købt som. Han er bare en anden type end dem, vi har haft. Men Skoubo vil nok være vores bedste bud på at spille angriber i foråret. Men der er så mange måder at gøre det på. Det er vel fem år siden, jeg så Roma spille 4-6-0 for første gang, og både Barcelona og FC Nordsjælland spiller jo også uden den type angriber.

- Vi har mange, der har spillet den plads, og derfor har vi også nogle muligheder, selv om Utaka og Fall ikke er her. Det er svært at finde en topangriber i januarvinduet, og medmindre vi lige finder ham, vi vil have, så venter vi med at investere i en ny. Jeg tror ikke, det er mega-realistisk at finde ham, siger Poul Hansen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Skoubo vil ikke sammenlignes med Utaka

For OB er det nemlig altafgørende at finde den rigtige spiller. De ønsker ikke at tilknytte spillere, der ikke er de rigtige.

- Der er to muligheder for os nu, og det er, at lave en lejeaftale med en spiller. Det kan lade sig gøre, men det er ikke det mest optimale. Den anden mulighed er at finde en spiller, som vi laver en længere permanent aftale med. Og det vil jo være rigtig, rigtig dumt at gøre, hvis vi ikke finder én, vi tror på, påpeger Poul Hansen.

OB har indtil videre kun hentet målmanden Jesper Christiansen til klubben. Samtidig har de sagt farvel til Djiby Fall, Chris Sørensen og Jonas Troest (der i forvejen var lejet ud i efteråret). Desuden falder Peter Utakas skifte til kinesiske Dalian Aerbin formentlig på plads meget snart.

Seneste nyt på tipsbladet.dk