OB - FC Nordsjælland: Bedst og værst
Illustration
Superliga

OB - FC Nordsjælland: Bedst og værst

Hvem stjal opmærksomheden, da OB vandt med 1-0 på hjemmebane over FC Nordsjælland?

OB - FC Nordsjælland 1-0 (1-0)
1-0: Vladimir Dvalishvili ('34)

Kampens bedste:

OB:

Der var generelt flere, der havde en rigtig god dag. Martin Spelmann gjorde en god figur, Lasse Nielsen var styrende i det centrale forsvar, men Vladimir Dvalishvili får kåringen, da han kampen igennem arbejdede godt for sagen og var kampafgørende med sin sejrsgivende scoring i første halvleg. Georgierens anden i OB-trøjen.

FC Nordsjælland:

David Jensen måtte godt nok se ét enkelt mål gå i netmaskerne bag sig, men han kunne absolut ikke klandres for nederlaget. Kampen igennem gav han store prøver på sit store keeperpotentiale. Han havde blandt andet en fremragende fodparade på Martin Spelmanns afslutning i første halvleg.

Kampens værste:

Selvom han arbejdede godt for sagen, så var det alligevel en anelse skidt, at Lasse Kryger ikke kom på scoringslisten. Når man er offensivspiller, skal man gerne udnytte de scoringsmuligheder, man får, og det formåede Lasse Kryger ikke til trods af, at der var flere store tilbud. I første halvleg misbrugte han en enorm mulighed med hovedet efter Espen Ruuds fornemme indlæg. I anden halvleg havde han også flere muligheder, men det var bare ikke en god dag for Lasse Kryger.

Kampens detalje:

FC Nordsjælland havde masser af muligheder i anden halvleg, men når man som Uffe Bech i en fin og farlig situation sjatter bolden væk ved ukoncentreret at sende bolden upræcist på tværs i fri position, så er det svært at få noget med fra Odense. Marcondes fik hevet bolden med frem alligevel, men afslutningen var lige på Mads Toppel, der sikkert tog sig af bolden.