OB: Et plus med mange muligheder
Illustration
Superliga

OB: Et plus med mange muligheder

OB har benyttet flere forskellige konstellationer på midtbanen i denne forårssæson, men cheftræner Troels Bech ser det som positivt med mange muligheder.

OB har i forårets første syv kampe benyttet en række forskellige konstellationer på midtbanen. Særligt på den centrale midtbane har cheftræner Troels Bech vekslet mellem mulighederne, og det har betydet, at både Martin Spelmann, Ari Skulason, Azer Busuladzic og Jacob Schoop har været benyttet centralt i forskellige kombinationer. 

De mange konstellationer er dog ikke et udtryk for, at fynboerne leder efter den ideelle startopstilling, fastslår Troels Bech. 

- Det forudsætter, at alle kampe skal spilles ens, og det tror jeg ikke. Det er ikke usædvanligt, at man ofte skifter i startopstillingen og på midtbanen, det kan man også se hos mange af de konkurrenter, vi har. Det er vel kun AaB, der ikke gør det, medmindre de har skader eller karantæner. Vi gør det hele vejen rundt, siger Troels Bech til tipsbladet.dk.

Han glæder sig i stedet over, at OB råder over mange alternativer til midtbanen, hvor folk som Conor O'Brien og Krisztian Vadocz lige nu synes meget langt fra spilletid. 

- Det er et plus, at vi har muligheden for at skifte ud. Tænk på at vi mistede to stamspillere i Spelmann og Skulason og spillede med to andre i Brøndby, hvor vi vandt og kontrollerede. At kunne skifte ud er ikke et problem, men til gengæld noget at glæde sig over, siger Troels Bech. 

I løbet af sæsonens 26 spillerunder har OB spillet med 23 forskellige startopstillinger, hvilket er omtrent det samme som de fleste andre Superliga-hold. Det er et tegn på, at der ikke længere er noget, der hedder en idealopstilling. 

- Sådan har det været i mange sæsoner, så det er ikke noget nyt. Det er standard, at man bruger mellem 18 og 20 spillere på en sæson. Kontinuitet er noget, som vi alle jagter, men her tænker jeg først og fremmest på, at man har muligheden for at vælge hver gang. Der er få hold i hele Europa, der ønsker at spille uden at have et valg, siger Troels Bech. 

OB møder FC Midtjylland i næste spillerunde af Superligaen.